Fotos. Martin Söderqvist Riders: Hjalmar Olufsson og Martin Webrant

 

I staten Montana, lige nord for et af amerikanernes mest kendte naturområder, Yellowstone nationalpark, ligger det ensomme bjerg, Lone Mountain. Omkring det 3403 meter høje bjerg, er der siden slutningen af 60’erne, vokset et stort sammenhængende skiområde op. Vi har ikke hørt meget om stedet på vores side af Atlanterhavet, men i USA er det et lige så velklingende navn, som de kendte steder længere mod syd i Wyoming, Colorado og Utah. Stedet hedder Big Sky og refererer dermed, til indianernes gamle navn for områderne i Montana.

I et land hvor superlativerne hænger ekstremt løst, kan det godt chokere lidt, at et skisportssted som Big Sky nøjes med “Big”! Huge Sky eller Mega Sky havde været mere passende. Sammen med nabostedet Moonlight Basin, findes der nemlig ikke større skiområder i Nordamerika!

 

Æren for at “opdage” Big Sky, tilfalder turens fotograf, svenske Martin Söderqvist. Under sidste års tur til Utah, blev han ved med at fable om det her sted, i Montana, som han var faldet over på internettet. Han fik vist hjemmesiden frem og vi blev hurtige enige om at stedet havde kæmpepotentiale, som et nyt favoritsted for skandinavere. Under planlægningen fik vi inviteret de to svenske freeridere, Hjalmar Olofsson og Martin Webrant med. Heldigvis er Webrant fra Skåne og dermed kun halvsvensk, eller halvdansk som de kalder sådan nogle hinsidans. Så jeg følte mig ikke helt udenfor.

 

 

Montana.

 

Rejsen til Big Sky går via lufthavnen ved Bozeman. Herfra kører man lidt over en time, mod syd og West Yellowstone. Naturen på den relative korte tur er meget afvekslende. Omkring Bozeman er der fladt som i Vestjylland. Men hele vejen rundt i horisonten, kan man se spidse snedækkede bjerge. Disse bjerge er en del af Rocky Mountains. På turen sydover kører man langs Gallatin-floden, som er en af de mest kendte fiskefloder i verdenen. Her er de berømte fluefiskescener med Brad Pitt i Robert Redfords film “A River Runs Through” optaget.

Jo længere man kommer op ad floden, jo højere bliver bjergene og jo tykkere bliver snelaget. Midt imellem Bozeman og West Yellowstone kommer der en afvisning til Big Sky. Efterhånden som vi kørte op ad den snoede bjergvej i shuttlebussen, steg spændingen og få miles inden vores mål, begyndte sneen at falde blidt fra den store himmel.  Meget sigende kørte vi på dette tidspunkt forbi en pæl med to skilte. I vores retning stod der: Big Sky 2 miles og i den anden retning stod der: Real World 7 miles.

 

Skiløb for alle

 

Skiområdet i Big Sky er ikke mindre end genialt. Her er alt hvad hjertet kan begære. Skiløbet er bygget op omkring Lone Mountain og et par mindre toppe nedenfor. På de store arealer længst nede ligger den ene indbydende piste efter den anden. Hernede er hældningen beskeden, så alle kan være med. Grønne og blå pister snor sig mellem træerne og minder om barndommens hyggelige introduktion til skiløbet, i de norske og svenske fjelde. De mindre toppe hernede byder på lidt stejlere terræn i samme stil. Et område som det omkring Southern Comfortliften, er et verdensklasse børne og begynderområde, med pister der er tre gange så brede som nogle af de europæiske jeg har set. Og selv om de er så brede, er der oceaner af plads imellem dem. Her er der det lækreste skovløb med jævn hældning og masser af muligheder for dem, der vil snuse til den nordamerikanske champagnepudder, men ikke vil risikere liv og lemmer ved at kaste sig ud over næsten lodrette bjergsider.

De findes nu også i Big Sky. Hvis man tager kabinen til toppen af Lone Mountain, er der masser af næsten lodrette bjergsider. Heroppe er det kun dygtige løbere der kan løbe. Navne som Tohelluride (som måske er en fornærmelse af stedet Telluride i Colorado) og Dictators Bowl, med nedfarterne Castro, Marx og Lenin, kan også virke skræmmende på erfarne skiløbere. Nogle af nedfarterne er om sommeren rå klipper, som ikke ville være mulige at køre, hvis ikke der hvert år kommer et solidt lag sne. Og fra toppen ligger adgangsgaten til nabostedet, Moonlight Basin. Gaten må kun passeres efter henvendelse til Moonlights skipatrol, i huset ovenfor. Vejen ned er nemlig ekstremt terræn, som godt kan give lidt sommerfugle i maven, trods 30 års skierfaring. Man lukkes ud i hold af 4 personer, med 15 minutters mellemrum og patruljen tjekker lavineudstyret og senderen. Turen ned er 1300 højdemeter og man er ikke i nærheden af lifter og bebyggelse før man når helt ned. I starten er der stejlt og klippefyldt og længst nede er det lækkert skovløb. På grund af løberbegrænsningen kan man altid finde ukørt sne på turen.

 

Big Couloir

 

Fra toppen af Lone Peak, er den mest ekstreme vej ned, gennem Big Couloir. Ligesom turen ned mod Moonlight, er her også ristriktioner. Der lukkes kun to løbere ud, hvert kvarter og der er rift om pladserne. Man skriver sig ind (eller rettere ud) i skipatruljens hytte på toppen og skal komme i god tid, så man kan få tjekket sit udstyr og få gode råd til turen ned. Allerede på vejen over den vindblæste kam, ned mod couloiren kan man mærke nakkehårene rejse sig og når man står på toppen og kigger ned, overvejer rigtig mange at vende om. Men det er for sent… At tage skiene af her, er det rene vanvid og uden skienes stålkanter at holde sig fast med, kunne det resultere i et katastrofalt fald over de lodrette klipper.

Indgangen til couloiren er 55 grader og vindpakket, tilmed iset nogle steder. Herefter kommer et lidt “fladere” stykke på ca. 45 grader. Her er tilgengæld ret smalt og rundet, så man kører i bunden af et “rør” med en diameter på maks. 6 meter. Når man kommer lidt længere ned breder det sig ud igen… og bliver stejlere. Hele couloiren krummer, så hvis man falder er det meget heldigt, ikke at ramme klippen længre nede. Når renden 400 højdemeter længere nede åbner sig og man kan se bunden af kabinen, har man stadig et stykke stejlt terræn med masser af muligheder for faceshots. Da vi kørte var der brystdybt ukørt sne lige neden for renden. Forholdene i Big Couloir er normalt rigtigt gode. Det skyldes to ting. Dels at der er begrænsning på antallet af løbere og dels at sneen fyger sammen i den dybe rende. Det betyder at selv den mindste brise, kan fylde couloiren med den letteste puddersne i løbet af natten. Anden gang vi løb renden var vi andet hold på dagens liste. Det betød at kun to løbere havde været ud før os. I nattens løb var sneen blæst ind i renden, så vi havde en super oplevelse. Stejlheden betyder at sneen under skiene ruller med, så man rider oven på et lag af pudder. Et lille tip… Hvis man vil op som nogle af de første, gælder det naturligvis om at være med første kabine op. Da kabinen kun har plads til 15, betyder det at man skal køre stærkt for at komme med. Når det lykkes at komme med, er det vigtigt ikke at gå først ind i kabinen. Lad endelig de andre komme først ind og gå selv ind som de sidste! Sidst ind kommer nemlig først ud og kan løbe op ad trappen til skipatruljehytten.

 

Fine naboer.

 

Big Sky ligger ved siden af Moonlight Basin og Yellowstone Club. Der er liftkortaftale med Moonlight, men med Yellowstone gælder det kun den ene vej. Yellowstone Club er nemlig et sted for milliardære. Her koster et medlemskab en formue og Oprah og Bill Gates er blandt de heldige. I Yellowstone Club, kan man bogstaveligt talt få en pistemaskine til at lave et spor foran sig, hvis der er opkørt eller det sner… det er jo med i prisen. Tilgengæld er det lukket land for almindelige folk. Langs grænsen til området er der sat skilte op med trusler om retsforfølgelse, hvis man havner på den gale side af hegnet.

 

Omvendt er Moonlight Basin meget mere gæstfrit. Beliggenheden på østsiden af Lone Mountain, sikrer kold sne langt ind i april. Stedet har masser af hemmelige steder man kan udforske, samt funpark og kilometervis af lækre pister indhyllet i nåletræer. De vildeste steder er som i Big Sky, længst oppe mod Lone Peak. Hvis man er ked af at møde andre mennesker, ind i mellem, på pisterne i Big Sky, skal man tage til Moonlight. Her er man uheldig hvis man møder nogle på en uge! På trods af kongevejr havde vi en hel lift for os selv, en eftermiddag i Moonlight.

 

Feriested for livsnydere.

 

Big Sky er en rigtig feriedestination. Stedet er ikke vokset op omkring en eksisterende by, men er skabt med det ene formål: at holde ferie. Det kan måske sammenlignes lidt med de franske sattelitbyer i alperne, bortset fra… at i Big Sky er der rart at være. Hotellerne er nydelige og hyggelige, træbeklædte bygninger og rundt om i landskabet ligge små og store condos, som bjælkehytter hedder på disse kanter. Længere nede i dalen ligger Lone Moose Meadows, hvor der også er masser af condos og bygninger med lejligheder. Også hernede er de holdt i en flot stil og bor man her behøver man ingen skibus. Liftsystemet er selvfølgelig bygget ud, og pisterne fører helt ned i landsbyen.

I Big Sky ligger der et lille indkøbscenter, Mountain Mall. Her er det mest souvenirbutikker og resteauranter der præger billedet, men der er også en lille dagligvarebutik, hvor man kan købe det mest nødvendige, så som Coca Cola og Budweisers, oven i købet til rimelige priser.

Resteauranterne i Big Sky er gode og er for enhver pengepung. Her er ingen fast food-kæder… Når amerikanerne er på rekreation i bjergene, har de ikke behov for junkfood og det er faktisk gældende på alle skisportssteder herovre. Maden er god. På de bedste steder er den rigtig god. I Montana får køerne lov at græsse hele året. I de lavtliggende flade områder blæser sneen nemlig væk. Det betyder at bøfferne er fantastiske. De 3 steaks jeg spiste på resteauranterne i løbet af ugen, glider med sikkerhed ind i min top-10 over bøffer, sammen med mine Wyomingbøffer. I Wyoming går køerne også ude hele året.

Nattelivet er så som så. Det er meget hyggeligt og der er en god stemning, men der er en overflod af mænd. Som vores guide Mike udtrykte det: “They ain’t calling it Mantana for nothing!”

Afterskien er tilgengæld specielt god. Vores var ihvertfald. Den blev tilbragt sammen med en hel stak amerikanere, i et udendørs poolområde på vores udemærkede hotel. Her mødtes man, med medbragte drikkevarer, i hottoppen og fik fortalt dagens interessante skioplevelser til de fremmede, som alle var høflige nok til at lytte. Og i takt med indtagelsen af drikkevarerne, blev historierne gerne vildere og bedre.

 

Det bedste ved Big Sky er dog uden tvivl, at man har et enormt areal og liftkapacitet, i forhold til den maksimale belægning. Det betyder at selv i perioder hvor alle senge i området er optagede, er der stadig masser af kvadratmiles at boltre sig på, uden at spilde tid på liftkø. Og med tusinde kilometer til nærmeste storby kan hverken søn eller helligdage spolere det. Når stedet samtidig ligger ved det højeste bjerg i området, der betyder at skyerne ofte tætner her om natten og smider 10-20 cm sne, som de amerikanske vejrprofeter ikke i deres vildeste fantasi havde set komme, så gør det stedet perfekt til mange ugers ferie. En uge er i hvert fald ikke nok, til at udforske hele området ved Lone Mountain.

 

Faktaboks:

Pister  incl. Moonlight Basin	220
Grønne	31
Blå	57
Sorte	88
Double Diamond	44
Lifte	20
Stole	19
Kabiner	1
Højdeforskel	1326 meter
Byens højde	2287 meter
Højeste skiløb (Lone Peak)	3403 meter
Gennemsnitligt snefald om året	Mere end 10 meter
Pris 1 uges hotelpakke på Huntleys incl. Liftkort (6 dage)	ca. $900
Pris 1 uge i lejlighed i Moose Village incl. Liftkort (6 dage)	ca. $650
Flypris med SAS Kbh. – Bozeman via Seattle	6000 kr