Derudover kunne det være fantastisk at få nogle pudderbilleder i kassen.
Jeg havde været i Washington i slutningen af februar og at dømme på de snemeldinger der kom derfra, tydede det på at det var stedet man skulle være.
Efter nogle opkald havde jeg samlet tropperne og vi aftalte at mødes i Seattle nogle uger efter…
Jeg mødte dog allerede Nicolai Højgaard og Rasmus DJ i Frankfurt. Så de 9 timer vi fløj over Atlanten, var der lidt underholdning. Vi havde aftalt at vi ikke skulle sove på flyet, for at undgå jetlag. DJ er, ud over Nikolaj Jungersen, den eneste i hele verdenen, der kan sove mere end 10 timer på en 9 timers flyvning. Det gjorde han så.
I Seattle havde vi en kort ventetid på Jungersen, inden vi i vores udlejningsbil satte kursen mod Silver Skis Lodge ved Crystal Mountain, Washington States største skisportsted.
Lavinehelvede
Få dage inden vores ankomst blev Crystal Mountain raseret af tre kæmpe-laviner. Det der skulle have været kontrollerede lavinesprængninger, havde nær kostet en personalebygning og en lift livet, fordi temperaturstigninger pludselig fik det flere meter tykke snelag til at flytte på sig.
Selv om vi kun havde sovet få timer pga. jetlag? Var vi vilde efter at komme på skiene. Det var snevejr med totalt fladt lys, så filmning var mere eller mindre udelukket. Vi fandt nogle udmærkede linjer i skiområdet i det tiltagende puddertæppe. Skiløbet mellem træerne på Crystals stejle bjergsider er i verdensklasse og det var fedt at få skiene i gang.
Det var først dagen efter, hvor det var klaret op, det gik op for os, hvor voldsomme lavinerne havde været og hvor store skader de havde gjort på området. Over halvdelen var lukket og træerne i det lukkede område var kastet ud over bjergsiderne som mikadopinde.
Dagen blev alligevel helt vild. Vi havde fået en guide til at vise os rundt, så vi kunne få mest muligt ud af det. Vores guide var Tyler Ceccanti og han var med i årets Warren Miller-film. Det må siges at han var rimelig kompetent.
Tyler kender bjerget som sin egen Pick Up Truck og han viste os mange fede steder mellem træerne. Han er Crystal Teamrider og er venner med skipatruljen, som han hele tiden var i telefonisk kontakt med, for at sikre sig at vi ikke kørte steder vi ikke måtte. Det gav os dagen efter en oplevelse for livet.
Vi havde aftalt med Tyler, at vi skulle mødes om morgenen, for at hike bjergsiden op mod The King, som er det store bjerg i området. Området var lukket pga. lavinefare, men Tyler havde arrangeret to skipatrols til at ledsage os og sikre området. Vi skulle kører i ”Little AK” som er nogle vildt eksponerede linjer på ”King-kammen”. Det er ikke hver dag man hopper under afspærringen sammen med en Warren Miller-stjerne og to skipatrols og det var vildt fedt. Vi kom efter et kort hike op til ”Little AK” og blev bedt om at vente et par meter fra kanten, mens der blev sikret med dynamit. Efter den første dynamitstang var blevet kastet, sagde den ene af patruljørene pludselig: ”You might wanna hold your ears!”. Vi nåede lige at plante fingrene i ørene da dynamitten gik af med et hult drøn. 6 stænger senere var facet sikret og vi gjorde os klar til at køre. Vi havde ikke set linjerne nedefra så det virkede lidt chancebetonet. Nicolai fik råd af Tyler, om en linje midt i facet, men kom lidt skævt ind på den. Det resulterede i en ufrivillig rulletur, der desværre endte med et forstrukket ledbånd i knæet. Rasmus og jeg valgte at køre et par chicken lines.
Længere nede mellem træerne kørte vi sving efter sving i bundløst pudder mens vi sendte tankerne til staklerne i alpernes betonsne. Sådan skulle alle skidage være.
I bjørneland
Dagen efter blev næsten ligeså vild. Vi kom op til tåge og dårlig sigt og lave forventninger. Efter at have gledet lidt rundt i området, mødte vi en af skipatruljerne fra dagen før. Vi spurgte om han havde nogle ideer til hvor vi kunne løbe. Han foreslog at vi kørte ned på bagsiden af bjerget under hegnet i det totalt urørte pulversne. Derudover foreslog han at vi efter 400 højdemeter stoppede og skindede op igen. Alternativet var at køre alle 13-1400 højdemeter ned til den vinterlukkede highway. Det ville være noget uvejsomt gennem skoven nederst. Vi kunne følge vejen ud af dalen og håbe på et lift op til Crystal igen.
Vi besluttede, at vi ville køre de 400 højdemeter og derefter kravle op igen…
Terrænet var fantastisk. Perfekt, jævn hældning, åbne vidder og bundløs puddersne. Længere nede blev det lidt stejlere og træerne stod lidt tættere. Men der blev ved med at være små lækre linjer, med pillows og smådrops. Pludselig gik det op for os, at de 400 højdemeter snarere var blevet til 800 og at den uvejsomme skov havde sneget sig ind på os. Vi besluttede at falde tilbage på plan B og smutte ned til highwayen. Vi fulgte en lille bæk der løb under sneen i en slugt. På et tidspunkt forsvandt sneen under Rasmus’ ski og et dybt hul kom til syne. Rasmus hang i et lille træ med bækkens kolde vand under sig. Det lykkedes ham at komme op og vi fortsatte gennem den tættere og tættere skov. Snelaget blev også tyndere og vi måtte have skiene på ryggen og gå gennem den tunge tøsne, kravle over væltede træer og under lavt hængende grene. Pludselig var de der, sporene… Store og runde, i sneklatterne mellem de lavdækkede træer. Det kunne kun være bjørnespor! Og der var mange af dem. Det var på en gang spændende og lidt uhyggeligt. For Jungersen var det vist mest uhyggeligt. Han havde pludselig enormt travlt med at komme videre og kunne ikke se nogen som helst grund til at holde drikkepauser, trods fysisk aktivitet og stigende temperature under den bagende sol over dalen. Først da vi kom ned på highwayen slappede han lidt af igen. Vi skindede et par miles ud af vejen til vi kom til vejen op til Crystal. Efter noget venten fik vi et lift op. Alt i alt havde det været endnu en fantastisk dag i Crystal. Lidt skuffende var det dog da vi fandt ud af, at der ikke er Grizzlybjørne i Washington, men at det nok var den langt mindre farlige, sortbjørn der havde sat sporene.
Stevens Pass
Vi fortsatte vores tur mod nord og det mindre skisportssted Stevens Pass. Her ville marketingsdirektøren, Chris tage imod os og give os nogle uforglemmelige dage.
Stevens Pass har ikke nogle logimuligheder ved området. Det betød at vi måtte bo på Best Western Icicle Inn i byen Leavenworth øst for passet. Det betød også at der her sidst på sæsonen kun er åbent fredag, lørdag og søndag. Vi kom om lørdagen og skulle være her til og med tirsdag, men Chris havde lovet, at han nok skulle finde noget vi kunne give os til mandag og tirsdag. Lørdag stod på afslapning og indlogeren.
Søndag kørte vi rundt i terrænet og fandt nogle rigtig fine linjer. Men vejrguderne var ikke med os. De havde sørget for den ondeste skare og selv om der kom en del tøsne i løbet af dagen, blev det ikke rigtigt godt. Området er ellers suverænt og vi ville så gerne have kørt en masse.
Da vi sad i spaen udenfor Icicle Inn om aftenen var forventningerne til de næste dage ikke særligt store. Men det blev heldigvis meget bedre end frygtet.
Næste dag var Stevens Pass officielt lukket, men Chris havde sørget for os. Der var personaledag så nogle af liftene kørte fra ti til to og vi var indbudt. Til vores store overraskelse var der kommet en ordentlig dyne frostsne om natten og det tykke skarelag mærkede man ikke. Vi løb sammen med en sjov fyr, Michael Schäffer, bedre kendt som Bird Man.Vi fik, som de eneste, lov til at hike Cowboy Ridge. Og da Rasmus og jeg kørte vores linjer blev vi begge overrasket over de store snemængder der havde fyldt bjergsiden op. Faktisk gik vi i stå i sneen der lå i brysthøjde. Ikke dårligt den 11. april i 1750 meters højde. Resten af dagen kørte vi pudder i snevejret i Stevens Pass.
Om aftenen kom Chris og Bird Man forbi Icicles for at sætte os ind i programmet for næste dag, min fødselsdag.
Icicles
Vi mødte dem næste morgen kl. 7 ved bommen til rastepladsen ved Icicle Creek. Vejen, Icicle Drive var spærret af et kæmpe mudderskred lige efter rastepladsen. Chris havde en nøgle til bommen og ved at køre ind over pladsen, kunne man følge en lillebitte vej over, en til lejligheden bygget, bro og komme udenom mudderskredet og op på Icicle Drive igen. Nogle miles længere fremme kunne man ikke komme længere med bilerne pga. sne. Chris havde derfor medbragt tre hidsige snescootere på en trailer. Vi fik scooterne af traileren og sat skiene fast på dem. Derefter startede vi på vores tur op ad bjerget. Om sommeren går der en lille grusvej og den fulgte vi. På vejen så vi tydelige spor efter pumaer. Vi ventede med at fortælle Jungersen om dem, til vi var på vej ned igen.
Efter en times snescooterkørsel nåede vi til en lille lysning og en lille hytte. Her kunne vi ikke komme længere med scooterne, resten af vejen skulle vi gå med skind. Inden vi begyndte opstigningen skulle vi lige indtage den medbragte fødselsdagskage.
Vi gik opad i et par timer, inden vi pludselig kom ud af træerne og kunne se tinderne rejse sig over os. Området var vildt indbydende. Masser af fede linjer og drops og dybt pudder. Eneste problem var de trætte ben og manglen på tid. Rasmus kørte et par superfede linjer inden vi alle var nødt til at vende skispidserne nedad. Chris garanterede at vi var de første danskere der havde sat vores skispor i det imponerende og indbydende skiterræn omkring Icicles.
Efter skituren ned gennem træerne, ventede der stadig en lang tur på snescooterne og da vi endelig sad i bilen igen var kl. 20.30 og mørket var begyndt at falde på. En lang dag og et begivenhedsrigt eventyr havde næsten nået sit ende. Kun en køretur til Seattle og et fly hjem næste dag manglede.
Washington State er garant for skieventyr ud over det almindelige.