Når bøgen for længst er sprunget ud og skiene har fundet plads i skuret eller på lofterne, hvor kanterne ruster og sålerne tørrer ud, hvis man ikke har husket at vokse efter vinteren, der er skisæsonen på det norske vestland stadig på sit højeste.
Herude er årets snefald ofte på 15 meter og på gode år kan der om foråret når snedybden topper, ligge mere end 10 meter sne på breerne højt over Vestlandets fjorde. Samtidig har golfstrømmen og kalenderen trukket varmen til dalene, så der er god mulighed for solbadning efter endt skiløb.
Da vi besøgte Folgefonna var det efter en god snevinter… og med de helt enorme snefald der er normalt, kan vi kun anbefale en tur derop, når havemøblerne er rykket ud.
En fantastisk rejse.
Når valget for forsommerens tur faldt på Folgefonn, var det dels fordi, at vores research havde vist, at det er et fantastisk område og dels fordi Fjordline, med nye færger og attraktive priser fra Hirtshals til Bergen, har gjort denne unikke del af Verden let tilgængelig fra Jylland. Der er kun halvanden times kørsel fra Bergen.
Rederiet har også en overfart til Langesund, hvorfra der er 5 timers kørsel. Den valgte vi på turen derop og det gjorde rejsen til en fantastisk tur, fra en årstid til en anden.
Da vi kørte af færgen i Langesund, var det iført korte rør og solbriller og temperaturen lå på den pæne side af 20 grader. Mens vi bevægede os gennem Telemarken, gennem skiløbets vugge, Morgedal op mod Haukelifjell blev sneen på toppen af fjeldene tydeligere og tydeligere og da vi ramte 800 meters højde ved Haukelisæter var det vinter igen. I hvert fald lå sneen meterhøj og på den klare dag kunne vi se den ene lækre fjeldside efter den anden, som lokkede med indbydende skiløb.
Kort før Haukelitunnelen blev det for meget, så vi parkerede i vejkanten, skiftede shortsene ud med skibukser, satte skind på skiene og bevægede os op af en fantastisk, nordvendt fjeldside.
Vi havde ikke så meget tid, så det blev en lille tur på 2-300 højdemeter.
Det var super, at få gang i benene og vi fik lagt nogle store sving med god fart ned mod vejen.
Da vi gik tilbage mod bilen, passerede en veteranbilsklub på fjeldvejen. De dyttede anerkendende og vinkede til de to skiløbere i Goretex-tøj, med carbonski og brede smil i ansigtet.
Efter afbrækket, fortsatte vi ned gennem Røldal op over Røldalsfjeldet til Odda. Herfra via Fonnatunnellen og Jondalstunnelen til Herand i en lille bugt ved Hardangerfjorden. Her skulle vi bo på Bjørkhaug, et lille hyggeligt pensionat, de næste dage og herfra skulle vores ture udgå.
Ferieland.
Ud over de unikke muligheder for skiløb, var der også masser af andet at give sig til. Om eftermiddagen fiskede vi og en af dagene havde vi fået lov at låne vores udlejers kajakker, så vi kunne padle rundt i solnedgangen og fange fisk og nyde fjeldende og fjordene fra en anden side. Det lykkedes i øvrigt at være selvforsynende med fisk alle dage. Ikke dumt, taget norske fødevarepriser i betragtning.
Vi kørte også på udflugter i området og så på omgivelserne. Udover skiløb og vandring på breen er området også kendt for sine mange helleristninger. Så i virkeligheden havde vi ikke tid nok, når vi også skulle på ski.
Skiløbet er mest kendt for sommerskistedet på Folgefonn. Her er der en enkelt T-lift med en højdeforskel på 350 meter. Man har fundet en rigtig god balance mellem turister og mere seriøse skiløbere, som træner med henblik på konkurrence. Der er et godt hang til porttræning, et permanent pukkelspor og en super god funpark. Således er sommerskicenteret et oplagt mål for skiklubber med forskellige discipliner eller dem som satser på een disciplin. Man kan indlogere sig på hoteller, i lejligheder, som vi gjorde, eller vælge den økonomisk fordelagtige campingløsning.
Topture.
Vi brugte et par dage i skicentret. Men vi var egentlig kommet for at gå på topture. Den første dag fandt vi en god tur nedenfor skicentret. Vi så en god fjeldside fra bomvejen og parkerede bilen og gik op. Det var en 4-500 højdemeters-tur og der var en fantastisk udsigt til fjorden og til breen.
Dagen efter tog vi på udflugt mod Rosendal, syd for Jondal. På kortet havde vi set en lille sætervej som førte højt op og tæt på breen. Vejen startede ved sydenden af Jondalstunnelen i havniveau og slyngede sig stejlt op ad den eksponerede fjeldside. Det var en meget smal grusvej, med masser af hårnåle og flere hundrede meter høje, lodrette rabatter. Et godt stykke oppe blev vi stoppet af en gammel, rusten jernlåge, som vi var lidt i tvivl om vi måtte passere. Da det var umuligt at vende og tanken om at bakke et par kilometer ned ad den snoede grusvej, gav lidt svedige håndflader, besluttede vi at fortsætte. Da vi nåede vejens ende, lå der masser af sne og vi fandt skiene frem. Det blev en 350 højdemeters-tur, med fantastisk natur og en iskold fjeldspa, som turens fotograf, Troels dyppede sig i.
Vel nede, fortsatte vi til Rosendal, hvor vi fik frokost og gik en tur i den hyggelige by, blandt nordmænd med bare maver, inden turen igen gik mod de snedækkede bjerge.
Vi forsøgte at komme op til de vilde Rosendalsalper. Men i kunne ikke finde vejen derop. Snegrænsen lå ret højt oppe, så vi ville gerne køre så langt op som muligt, for at spare på kræfterne. Vi endte med at parkere ved fjorden og spænde alt skiudstyret på ryggen, for at gå op til sneen på Gygrastolen. Problemet var at den lå fra 900-1000 meters højde op til toppen i 1339 meter. Vi skulle altså slæbe os derop, inden vi kunne få sne under skiene, i 26 graders varme. Det var hen ad eftermiddagen inden vi satte i gang, så det endte med at vi måtte vende om lige under snegrænsen. Vi havde ikke flere kræfter og vurderede at den smule energi, der var tilbage, måtte bruges på vandreturen ned. Varmen og turen tidligere på dagen havde sat sine spor. Vi var noget slukørede da vi sad i bilen på vej tilbage, men set i bakspejlet, var det en fantastisk dag, hvor vi opdagede noget nyt terræn som vi helt sikkert skal tilbage og udforske.
Den sidste aften var vejret utroligt flot og vi besluttede at tage en solnedgangstur ved bomvejen hvor vi gik den første dag. Det var ikke en lang tur. Men omgivelserne, vejret og det gode selskab, gjorde det til en uforglemmelig aften, med nogle fantastiske scenerier. Alene sådan en aften kan gøre en afhængig af at gå toptur i Norge.
Godt at vide:
Det er utroligt vigtigt, at være ordentligt ”klædt på” inden man begiver sig på toptur. Viden om vejret, laviner og førstehjælp er vigtig, især på Vestlandet, hvor der falder rigtigt meget sne og laviner ikke er ualmindelige. Er man usikker skal man hyre en guide.
Udstyr. Det er naturligvis et must med lavineudstyr. Derudover er ski med touring-bindinger selvfølgelig også nødvendige. Telemarkski og splitboard er gode alternativer. Mht. tøj er Goretex fantastisk, pga. åndbarheden, som er helt nødvendig, når man går opad i de store temperaturforskelle. Lag på lag beklædning kommer man også længst med.
Links: