Myokokogen

Fotos: Klaus Elmer.

 

Japan havde længe været drømmen om et skieventyr, med meterdybt pudder og kulturelle oplevelser. Men da vi besøgte Myoko-området i Japan, blev min opfattelse af, hvor meget sne der kan falde i timen, om dagen og på fire dage rykket markant. Vi blev efter fem dage evakueret for ikke at sne inde og misse vores fly retur til Danmark. De fem dage vi fik i pudderet på Myoko-sans stejle trædækkede sider er nogle af de mest vilde dage, i min efterhånden lange skikarriere.

 

Akakura Onsen.

 

Efter fly til Japan, med supertoget, Shinkansen fra Tokyo til Nagano, videre med bumletoget til Myoko og endelig minibus til Hotellet i Akakura Onsen, følte man virkelig at tempoet blev sat ned. Da vi næste dag sad i liften op mod terrænet over byen, var tempoet helt nede. Japanske lifte er af lidt ældre model og dermed ikke specielt hurtige.

Der lå 20 cm nyfaldet sne og de japanske kirsebærtræer som dominerer her, var pyntet med det fine pulversne. Snelaget var tykt. Basen var 350 cm nede i byen og det var ufatteligt at det kunne lade sig gør, at holde veje og parkeringspladser ryddede.

Vi var i besiddelse af ”Big 4” liftkortet som dækker de fire steder ovenfor Myoko by. Vores fokus lå på Akakura Onsen og Akakura Kanko, som er sammenhængende og lå lige udenfor hotellet.

Vi kørte primært på to lifte øverste i Kankos system. Heroppe er der et væld af ”bowls” med stejle sider og pillows. Det var en perfekt dag med nogenlunde sigt, så vi kunne få gang i de rejsestive ben. Da vi gik gennem byen om eftermiddagen, begyndte det at sne.

 

Næste morgen var der faldet knap en meter af den letteste puddersne man kan forestille sig. Vi tog op til det samme område som dagen før og kørte kun på to lifte hele dagen. Der var nogle få japanske snowboardere at dele sneen med og vi lagde spor efter spor i den japanske sne, uden at have nogen som helst chance for at køre det hele op.

Akakura områderne er meget flade og begyndervenlige nederst, men bliver stejlere og stejlere nu længere man bevæger sig op ad Myokosan. I Kanko kan man komme op i 1500 meters højde og der er altså stadig mere end 900 højdemeter til toppen. Når vejret er godt kan man hike op mod toppen. De fleste hiker til 1900 meters højde, hvorfra der er nogle fede runs tilbage til liftsystemet.

Men når himlen åbner sig og sneen vælter ned er der ingen grund til at bevæge sig udenfor liftsystemet. Med nogle lette traverser, kan man nå uanede mængder offpiste. Flere steder kører man faktisk på gamle pister, som ikke længere er i brug. Det skyldes at man under den asiatiske krise i 90’erne, ikke havde råd til at vedligeholde liftene, som derfor blev taget ud af drift. Flere af dem står der endnu, med metertykke snedyner som eneste passagerer.

 

Onsen

 

Da vi senere på dagen slæbte vores trætte ben tilbage til hotellet, var det med store smil på læberne. Og efter at have kravlet ud af det våde skitøj var det tid til onsen. Onsen er de varme kilder som mange steder i Japan pibler op ad jorden. Det har i flere årtusinder været udnyttet til mere eller mindre offentlige badeanstalter. Udover varmen indeholder vandet også mineraler, som er sunde for krop og sjæl. Vandet ledes ud i bassiner med forskellig temperatur. På vores hotel var der to, et med 41 grader varmt vand og et med 47 grader varmt vand.

 

Naturligvis fik vi først bundet vores kimonoer til den forkerte side… ”Det er den vej man binder den til begravelser.” Fortalte den søde receptionist. Da vi minutter senere sad på hver vores badeskammel, for at vaske os før det varme bad, skulle vi tage stilling til, hvilken af de to sæber, der var til kroppen og hvilken til håret. ”No, no.” Sagde vores rare japaner som kom et par minutter efter os og gestikulerede, at det var omvendt, da jeg havde smurt hele den trætte krop ind i hårshampoo. Japanere er vildt høflige, så han grinte ikke. Faktisk smilede han ikke engang overbærende. Eller også er de bare gode til at holde masken. Ikke desto mindre er onsen den perfekte afslutning på en fantastisk skidag.

Det er i øvrigt genialt at man leder onsenvandet ud på gaderne, hvor det kan smelte snemasserne, så snerydningen bliver lettere. På gaden i Akakura Onsen kan man købe æg, som er kogt i onsenvand.

 

Seki Onsen.

 

Hjemmefra havde jeg læst om det lille nabosted Seki Onsen. Det jeg hæftede mig ved, var at der trods kun nogle få kilometers afstand fra Akakura, kommer markant, meget mere sne der. Det skyldes at den lille by ligger i et snehul og har sit eget mikroklima. Om sommeren er der nogle få kilometer ad en lille vej, over til Seki Onsen, men snemasserne gør det umuligt at holde den åben om vinteren, så vi måtte med bussen, ca. 20 km. ned gennem dalen, for at komme derover.

Hvis vi synes liftene i Akakura var langsomme, så var det ligeved at dem i Seki Onsen kørte baglæns. Der var en tostols og en enstolslift og de er sikkert bygget af den første Shogun. Sikkerhedsbøjler og fodhvilere var der ikke noget af. Til gengæld ville man lande blødt hvis man faldt af. Der var i den forgangne nat faldet yderligere mindst en meter sne. Det betød at enstolsliften var lukket indtil middag, mens personalet arbejdede med at grave den fri. Med det seneste snefald nærmede basen sig 6 meter så det kneb med at kunne dingle med benene i liften. Da den åbnede viste det sig, at afkørselsrampen på toppen også var sneet helt væk… Så man skulle hoppe til siden. Måske godt nok at den er langsom.

Det er svært at vurdere skiløbet i Seki Onsen. Umiddelbart føltes det som verdens bedste skisportssted. Men var det de to slidte lifter i forlængelse af hinanden eller var det, det faktum at man for hvert sving man slog, fik et skud ultralet japansk puddersne i hovedet, der var årsagen? Sving efter sving blev man dækket til og efter hvert sving måtte man orientere sig for at se, hvor man kunne dykke igen, uden at ramme et træ. Styrtede man eller kørte fast var det en udfordring at komme fri. I modsætning til de fleste andre steder i Japan er der ingen restriktioner på offpiste i Seki Onsen. Det er en stor legeplads for de aller bredeste pudderplanker.

 

Sneinferno

 

Det fortsatte med at sne. Allerede dagen efter, snakkede vi med nogle New Zeelændere som havde brugt dagen i Seki Onsen. Der var kommet 1½ meter sne på 6 timer og man havde opgivet at grave øverste lift fri, så de havde stået op på liftsæderne med skiene under armene!

I Akakura havde vi i løbet af natten også fået et ordentligt lag sne, måske ikke halvanden meter men tæt på. Og det sneede stadig. Skipatruljen havde lukket vores yndlingsområde om formiddagen, fordi der var lavinefare… på pisterne! Men efter middag var det bare at køre løs. Sneen som var faldet kom, som al sneen i Japan, med en kold nordenvind fra de tørre sletter i Sibirien, ind over det japanske hav hvor den bliver vædet, for til sidste at vælte ned når den rammer Japans bjerge. Myokosan er et af de første, høje, kystnære bjerge den møder, så her bliver man ekstra hårdt ramt. Vejrfænomenet gør også sneen meget let, det som man populært kalder champagnepudder. Rent praktisk, betød det at vi ikke kunne komme frem. Vi sank så dybt, at vi sad fast. Selv midt på et sort hang, formåede jeg at gå i stå. Hjælpen kom fra uventet side – snowboardere. Selv om vi havde medbragt de bredeste ski på markedet, kunne snowboarderne bedre flyde gennem sneen end os. Da først de havde lagt nogle spor, kunne vi få fart i dem. Det gav også adgang til og fra bowls, som vi ellers ville have brugt timer, på at komme ind og ud ad.

På de stejle sider i bowls’ne var der ingen problemer. Det skulle da lige være at holde hovedet over sneen.

 

Tokyo – verdens største by.

 

Da det blev ved med at sne, blev vi evakueret den sidste dag om formiddagen. Togene var holdt op med at køre fra Myoko, så Amy fra turistkontoret kørte os, i bil, til Nagano, hvorfra vi tog Shinkansen til Tokyo.

Tokyo er en oplevelse man ikke må gå glip af, når man besøger Japan. Den er med 37 millioner indbyggere verdens største by og det kan kun lade sig gøre at bo så mange mennesker, så tæt, fordi infrastrukturen er helt unik. Der er meget at se på i Tokyo og selv med en uge når man ikke halvdelen. Men det indtryk vi fik på nogle dage, var imponerende. Kontrasten mellem ”high tec” og gamle traditionelle japanske bygninger er slående og er man til det japanske køkken er man selvsagt havnet i slaraffenland. Selvom der ligger mange fantastiske restauranter på gaderne, må man ikke snyde sig selv for de små gadekøkkener som serverer frisk sushi. Her kan man få et måltid, som slår alt man har prøvet før.

Hotellerne i Centrum er dyre, men man kan finde hoteller i udkanten af byen, som er udemærkede til rimelige priser.

Generelt er prisniveauet i Japan billigt… Især hvis man vælger det som alternativ til skiture til Canada og USA. I Myoko er priserne absolut fair. Et måltid mad koster ca. 1000 Yen eller 60 kr. På bjerget er det både med drikke, kage og kaffe! I byen er det for et måltid med øl, sodavand eller sake. Man kan finde det dyrere og sikkert også billigere.

Hotel med morgenmad står i ca. 350 kr. pr. nat og liftkortet er til 2200,- for 21 dage!