Jublen ville ingen ende tage. Krammere og High Fives blev slynget til højre og venstre.
Efter 6½ times uafbrudt opstigning, havde vi forceret de 1853 højdemeter og stod på toppen af Skåla med det legendariske tårn. Ingen steder i Nordeuropa findes der højere uafbrudte stigninger. Skåla udmærker sig nemlig ved at ligge direkte ud til Nordfjord og opstigningen begynder derfor ved havets overflade.
Langt under os kunne vi se den smaragdgrønne fjord og mellem den og os lå den sneklædte bjergside, indbydende med sin enorme faldhøjde. På trods af vores tilsammen års lange erfaring med offpiste og freeride, var vi enige om at dette slog alt vi tidligere havde prøvet…
To dage før ankom vi til Hotel Alexandra i Loen med udsigt over Nordfjord og de snedækkede fjeldtoppe. Hotellet er stedet hvor det norske kongepar holdt deres sølvbryllup i 1993 og hele den europæiske adel var samlet. Hotellet er også, med de store værelser, det fantastiske spa og poolområde og den overdådige morgen og aftenbuffet, helt klart værdigt til royalt besøg.
Vi tog hele tiden os selv i at løfte blikket mod skyerne bag hotellet, for at se om vi kunne få et glimt af Skåla.
Egentlig havde vi tænkt at vi skulle slutte af med Skåla, men vejrguderne mente bestemt at tirsdagen var den bedste dag til kampen. Mandag varmede vi op ved at teste udstyret på Hestefjellet ved Stryns vinterskiområde. Det regnede da vi kørte op ad vejen, men efter kort tids hiking, gik det over i sne. Garmin-uret viste at vi kravlede 595 højdemeter op inden vi trak skindene af skien og kørte ned gennem de spredte birketræer på bjergsiden, højt over fjorden.
Det var den perfekte opvarmning til strabadserne næste dag.
Skåla.
Vores guide hentede os umiddelbart efter morgenbuffeten. Køkkenet havde smurt en madpakke til os og personalet ønskede os god tur. Da vi kørte til parkeringspladsen ved foden af bjerget, brød solen igennem og vi fik det første glimt af den eksponerede top. Den første tanke var højden… Det var vanvittigt og ikke til at forestille sig at man kunne have fysik til at komme derop.
De første 600 højdemeter var der ingen sne. Det var den 15. maj og snegrænsen havde for nogle måneder siden forladt fjorden. Vi havde både spændt ski og støvler på rygsækkene og gik i tilpas tempo ad den lille sti gennem skoven mod vinteren. Benene klarede det overraskende godt og humøret var højt. Da vi nåede op til sneen stillede vi skoene på nogle sten og skiftede til skistøvler, satte skind på skiene og fortsatte på dem mod toppen. Vi var noget overraskede over at guiden, valgte at gå meget stejlt opad. Faktisk så stejlt det kunne lade sig gøre uden at skindene mistede deres greb. Pulsen steg hurtigt og lå ifølge Garminen konstant på mellem 160 og 170 og der var stadig 4½ time til toppen. Da vi passerede 1000 højdemeter, begyndte den første tvivl at sprede sig… Vi var godt slidte og vi var kun en tredjedel af turen med skiene. Der var enighed om at fortsætte op til Skålavattnet i 1250 meters højde og indtage madpakkerne der.
Det blev en hurtig frokost. Heroppe var temperaturen under frysepunktet og vinden havde taget til. Efter at have svedt hele vejen op, blev man meget hurtigt kold og vi kunne mærke at vi var nødt til at gå videre hvis vi skulle klare det. Foran os lå den absolut stejleste del af stigningen. Over de næste 500 højdemeter var vi nødt til at krydse op. På de brede freerideski er det afsindigt hårdt, fordi ens vægt ikke ligger over skikanterne. At sneen samtidig var meget hård gjorde det ikke lettere. På forunderlig vis lykkedes det os trods skiftende kriser, at kæmpe os igennem smerterne og op til tårnet på toppen.
Tårnet blev bygget i 1910 som et sanatorium for tuberkulosepatienter. Siden er det blevet en turisthytte hvor man kan overnatte, købe lidt af pulvermaden på hylden over det gamle komfur eller gå i læ for den bidende vind som ofte piber udenfor. Derude er der for nylig blevet opført en toiletbygning. Da tårnet ligger på toppen mellem to lodrette fald på flere 100 meter, kan det være en fordel at medbringe en lygte ved natlige besøg.
Efter at have hvilet os lidt i tårnet og spist vores medbragte chokolade var vi klar til nedkørslen.
De 1850 højde meter fordelt på ca. 8 km havde taget 6½ time opad… Efter et kvarters nedkørsel kunne vi spænde skiene på rygsækken og begynde at gå fra snegrænsen, gennem skoven mod bilerne. Men hvilken nedkørsel. Fra is på toppen, over vindpakket sne, pudder, lidt tung tøsne, grovkornet firnsne til rent slush, med den flotteste kulisse i form af vestlandets unikke natur og aldrig havde vi gjort os mere fortjente til en nedkørsel. Vi følte os som konger og en enkelt dronning, da vi efter wellness, sad ved buffeten senere den aften.
Geiranger.
Næste dag kunne vi knapt slæbe os ned til morgenbuffeten. Vi blev enige om at spare på kræfterne og tage os god tid, til vores videre færd. Vi pakkede bilerne og kørte fra Loen via Stryn over fjeldet til Hellesylt. Har mødte vi Ove, vores vært og guide for de kommende tre dage.
Fra Hellesylt tog vi færgen til Geiranger gennem Geirangerfjorden. Fjorden er på Unescos naturarvsliste og helt utrolig smuk. Det ene fantastiske vandfald efter det andet, kaster sig ud over flere hundrede meter høje klipper, lodret i fjorden. Vandfaldene er omspændt af sagn og myter og en stemme i en højtaler fortalte os om dem og andre spændende historier, på tre sprog under den halvanden time lange indsejling. Fjorden får ud over os, hvert år besøg af mere end 200 krydstogtskibe, fra hele verden.
Vi havde fået en lille hytte direkte ned til fjorden for foden af Ørnesvingene som er vejen mod Nord. Vejen ender ved Eidsdal hvorfra man kun kan komme videre med færge. Den eneste anden vej fra Geiranger, hvor man i øvrigt ikke skal sejle, er den op over Dalsnippa til Grotli og den er vinterlukket til engang i juni!
Fælles for begge veje er, at de har så mange hårnåle at Alpe’D Huez vil vride sig i misundelse.
Ove kunne af gode grunde ikke guide os næste dag. Det var 17. maj og her har nordmænd bedre ting at tage sig til, end at guide danske turister rundt i fjeldene. Han havde dog udpeget en parkeringsplads ovenover Ørnesvingene hvor vi kunne gå til flere forskellige fjelde fra. Vi valgte Turrvasshornet og traskede ca. 550 højdemeter inden vi nåede skyerne, som lå som et tykt tæppe man næsten kunne føle på. På vejen op havde vi set masser af små bowls og drops, som vi nu udforskede på vej ned. På trods af gråvejret havde vi en fantastisk dag med sjovt og anderledes skiløb. Den efterfølgende 17. maj-isvaffel, som blev nydt på havnepromonaden i Geiranger var heller ikke værst.
Vejret drillede også lidt dagen efter. Vi havde forestillet os at Ove ville være træt efter nationaldagen. Men det er åbenbart ikke sådan de fejre 17. maj.
Vi tog en lille tur på Hesjedalshaugen og igen var vi imponerede over det indbydende terræn.
Om eftermiddagen lejede vi en båd og tog på fisketur. Vi fangende ikke noget fra båden, men at ligge med en lille jolle på fjorden med lodrette klippevægge, der rejste 2-300 meter over hovederne på os, var en stor oplevelse.
Da vi kom i land ville Christian og Martin, prøvet et par kast fra bådebroen. Og minsandten om de ikke fangede en torsk og en sej, som straks blev renset og smidt i ovnen. Selv om fiskene var et resultat af lige dele naiv uvidenhed og total begynderheld, smagte de ualmindeligt godt og hamlede næsten op med Alexandras buffet.
Geitfonnegga
Sidste dag var vejret med os. Ove havde planlagt en tur til Geitfonnegga, som er et punkt 1536 meter over fjorden. Bilerne blev parkeret ovenfor Ørnesvingene og skindene sat på skiene. Solen var fremme, men skyerne lå stadig om toppen.
Starten var ikke noget særligt og vi fandt en god rytme. Lidt over halvvejs fik Anne lidt problemer med benene og besluttede at hun ville vente der på os andre. Martin blev også tilbage og selvom der stadig var lidt skyer om toppen, fortsatte Christian, Ove og jeg. Ove valgte den lige vej. Det betød at vi igen gik så stejlt op det kunne lade sig gøre. Benene havde det meget bedre på Geitfonnegga end på Skåla, men der var også kun halvt så mange højdemeter og musklerne havde efterhånden vænnet sig til belastningen.
Ove har været på toppen mange gange og ledte os trods dårlig sigt sikkert op. Det sidste stykke skulle man bevæge sig lidt nedad og frem mod fjorden igen. En lille stensætning markerer ”den fremskudte top” og da vi kom til den, gik der pludselig hul på skyerne og et helt uvirkelig scenarie mødte os. Hele vejen rundt lå imponerende fjeldtoppe og i baggrunden Europas største gletscher, Jostedalsbreen. Dybt nede glimtede den smaragdgrønne Geirangerfjord til os. Flere krydstogtskibe lå for anker dernede. På dem sad brasilianere, japanere og nyrige russere i solen, på dækket foran deres små firkantede ”kahytceller”, uden at vide, at vi højt over dem sad og kiggede ned med en formidabel fornemmelse af frihed.
Fakta om Vestlandet.
Turen ned fra Geitfonnegga var fantastisk. Der var pudder på de øverste 400 højdemeter, men herefter blev det tungt. Hele vejen havde man en fantastisk udsigt over fjorden og fjeldene. Vestlandet er naturmæssigt enestående. Der er ikke mange steder hvor man har så frodige dalgange lige under de snedækkede toppe. Det skyldes at Vestlandet hele vinteren bliver ramt af den ene atlanterhavsstorm efter den anden. Stormene er pga. golfstrømmen ikke ret kolde men ekstremt våde. Når de rammer kulden over de norske fjelde, vælter sneen ned og snedybder på flere meter er normalen på Vestlandet. Faktisk kommer snedybden på Jostedalsbreen på gode år, op omkring 15 meter i maj/juni! Når foråret kommer varmer atlanterhavsvinden hurtigt dalene op, mens Kongvinter stadig har et solidt tag højere oppe. Normalt falder/stiger temperaturen med en halv grad pr. 100 meter. På vestlandet kan der om foråret sagtens være 15 grader ved fjorden og frostvejr i 1000 meters højde.
Vestlandet strækker sig fra Trondheim i Nord og forbi Stavanger i Syd, så det er et stort område med masser af muligheder. Ved Nordfjord og Roms, hvor vi valgte at tage til, har man noget af det mest kendte toptursterræn. Men der er masser af andre muligheder. Til Stryn som er et godt udgangspunkt til hele området er der næsten 500 km. fra Oslo. Men det er en meget flot tur, så det betyder ikke så meget.
Gode råd om udstyr.
Vi vægter nedkørslerne rigtigt højt og det bærer valg af ski præg af. De er brede. Helst over 100 mm. Annes var lidt smallere og det gav hende lidt frustrationer nedad. Til gengæld er de brede ski tungere og mindre manøvredygtige på vej op. Bl.a. Völkl laver en serie af touringski som trods længde og bredde er vildt lette. Jeg havde valgt den bredeste af dem, Nunataq på 108 mm på midten, med en Marker Tour 12 binding og det setup fungerede perfekt til de store toppe.
På småturene ville jeg sikkert have haft mere ud af en lidt kraftigere binding, så jeg kunne give den lidt mere gas på hang og drops. Gode skind som er lette at tage af og på er et must.
Jeg havde anskaffet mig et par Dalbello Virus støvler, som er ekstremt lette og har en genial gå-funktion. De fungerede også overraskende godt nedad, selvom jeg er vant til stivere støvler. En god ide kan dog være at køre dem til, et par uger, inden man går opad Skåla med dem.
Teleskop-stave er fine at have… gerne så lette som muligt, men stadig med en ordentlig lukkefunktion. De andre havde almindelige stave, men jeg tror godt de kunne se lyset!
Tøjet skal være opbygget af åndbare lag. Her er ingen kompromis. Da vi gik på Skåla, startede vi i undertrøjer og sluttede på toppen med dunlag og Goretex-skaller på kroppen og med hjelm og goggles på hovedet, for at beskytte os mod den kolde vind! Et par tynde og et par tykke handsker er også smart.
Sikkerhedsmæssigt er det vigtigt at have standardudstyret. Her mener jeg bipper, skovl, sonde og hjelm. Derudover kan en ABS-rygsæk med lavine-airbags give en hvis sikkerhed (selv om den vejer godt til). Rygskjold er lidt svært at have med at gøre. Det er meget varmt at have på opad, det vejer meget og er ikke til at have i rygsækken. På mindre ture kan det dog godt fungere og her har man sikkert også mere brug for det.
Garminuret med gps er også godt at have med. Får man brug for at tilkalde hjælp, kan man angive position og højde til redningsmandskabet. Samtidig giver det mulighed for at finde vej i pludseligt vejromslag og så er det fedt at have alle data for puls, højdemeter, hastighed osv. Super dokumentation overfor naboen, når man kommer hjem.
En Camelback kan også være god at have. Især hvis man skal have skiene på ryggen. Omvendt er det en god undskyldning, at stoppe op for at finde sin vandflaske i rygsækken, hvis man får brug for en puster.
Et godt kamera. Jeg havde et spejlreleks, 3 objektiver og stativ med på Geitfonnegga. Det vejer ret meget, men man vil ikke stå deroppe uden mulighed for at forevige det. På Skåla lod jeg stativ og to af objektiverne blive nede.
Husk at alt udstyret du medbringer skal bæres op og du får næppe kammeraterne til at slæbe.