Fotos: Nikolaj Jungersen

 

Højt oppe i en lille isoleret dal, 1900 meter over havet, ligger den tilsvarende lille og idylliske by, Sulden eller Solda, som den hedder på italiensk. Sulden er klemt inde mellem høje bjerge, blandt andet det gigantiske Ortler, der med sine 3905 meter er det højeste i de østlige Alper. Det er i den tysktalende region Sydtyrol, og man glemmer ofte, at man er i Italien, fordi alting virker så østrigsk. Dog er venligheden om muligt større, priserne lavere og udvalget af pizza bedre. Idyllen, hyggen og skiløbet er i særklasse.

Vi har besøgt det hemmelige sted, hvor liftkort til alle børn under 15 år, er gratis i den danske skoleferie, i uge 7.

 

Vi ankom til Sulden i mørke og havde ikke nogen idé om, hvor ubegribeligt smukt der er, før vi tidligt om morgenen trak gardinet fra og kiggede direkte ind i den enorme bjergvæg på Ortler-massivet. I forgrunden bøjede lærketræerne kraftigt under vægten af den nyfaldne sne. Solen fik dem til at glimte, så det skar i de søvnfyldte øjne.

Morgenmaden blev kastet indenbords og skitøjet smidt på kroppen, så vi kunne komme med den første kabine op til, hvad der skulle vise sig at være en skidag, der sent vil blive glemt.

Kabinebanen, der fører skiløbere op til Madritsch-området højt over byen, åbner kl. halvni, og vi ville komme i god tid, så vi kunne komme med på den første tur op, selv om det var lørdag, kongevejr og lige efter snefald. Vi stod i køen i rigtig god tid. Det var der ikke andre, der gjorde, så vores mission lykkedes. Og da 150-personers-kabinen, svingende i sin wire, forlod dalstationen kl. 8.30, stod vi måbende indeni, sammen med seks andre, som mere eller mindre tilfældigt, kom slentrende lige inden afgang. Italienere er livsnydere, og de nyder tilsyneladende, i modsætning til os skandinavere, at ligge i deres lune senge på sådan en råkold morgen og stille og roligt få klaret brunch og påklædning lidt op ad dagen… De er ikke rigtigt kloge, de italienere, tænkte vi.

Da vi, via en mellemstation, ankom til topstationen, blæste det ret kraftigt. Det medførte en ”landing” som ingen af os tidligere havde oplevet. Den store kabine blev kastet ind mod guide-armene, med en voldsomhed, der gjorde os noget urolige. Vores liftpilot lod sig dog ikke anfægte, så det er sikkert noget moderne kabinelifte er bygget til at klare.

Da vores skistøvler kort tid efter, knirkede i frostsneen på vej over til stoleliften, mærkede vi for alvor vinden. At det samtidig var et par og tyve frostgrader, gjorde ikke oplevelsen mere behagelig. Måske er italienere alligevel ikke så dumme.

Heldigvis er to af stoleliftene i området heroppe, udstyret med læskærme, så vi frøs ikke under liftfærden. Området heroppe er perfekt for skiløbere med forskelligt niveau. Liften tættest på toppen af kabineliften fører op til et par blå pister, liften i midten til et par røde og liften længst væk til en rød og en sort piste. Fra toppen af dem alle kan man dog følge en blå, begyndervenlig piste, som følger bjergkammen hele vejen tilbage til kabine-topstationen og har en længde på 4,6 km. Fortsætter man forbi topstationen og følger pisten hele vejen ned til byen, er turen ikke mindre end 11 km. lang.

Det var dog ikke de velpræpererede pister, der trak i os en morgen efter et godt snevejr. Det var alle de steder, der ikke var pistet. Selv om vi var alene, følte vi, at vi var nødt til at skynde os, for at have den jomfruelige sne for os selv. Efter et par ture gik det dog op for os, at om vi så var 14 dage i Sulden, var der stadig masser af steder med urørt sne. Selv da italienerne var færdige med deres brunch og havde bevæget sig ud i terrænet, var der ingen konkurrence om pudderet. Faktisk oplevede vi, at det var vores spor, der fik nogle få snowboardere, til at bevæge sig udenfor pisterne. Alle steder med bare lidt stejlhed og alle de gode drops lå urørte, indtil vi besluttede os for at køre dem.

Fra hele området har man udsigt til det imponerende Ortler-massiv og de vilde gletschere, der dækker dele af det.

 

Efter flere dage i det højalpine terræn, blev det vejret, der stoppede os. Et nyt snevejr trak ind over bjergene, og sigtbarheden ovenfor trægrænsen forsvandt. Heldigvis er der i Sulden meget andet skiløb end det omkring Madritsch. Nede fra byen fører to stolelifte op til hvert sit terræn.  På den sydvendte side ligger Kanzel-området. Her fører et par blå pister ned gennem skoven, hvis træer skaber konturer, så man kan se, hvor man kører. Det er også i Kanzel-området, at børnenes egen lift og Wildpark ligger. Her holder skiskolen til, og der er et hav af oplevelser for de mindste.

På den modsatte side af dalen fører Langensteinliften op til Suldens tredje område. På Ortlers bjergside ligger et par blå og røde nedfarter. Blandt andet en rød piste gennem skoven, som er en drøm på et par gode carvingski, men også et par sorte offpiste-ruter.

 

Vi holdt dog mest til ved mellemstationen på kabinebanen i det dårlige vejr. Fra kabinen havde vi set en yderst indbydende bjergside, tilplantet med tilpas mange træer i tilpas størrelse. Skiløbet her er noget af det bedste skovskiløb, vi længe har kørt. Hældningen er god, uden at være voldsom, og afstanden mellem træerne er akkurart så stor, at man kan holde god fart, men alligevel så tæt, at man hele tiden skal koncentrere sig om at styre udenom. Igen var der ingen andre, der kørte der. Vi kørte en hel formiddag, inden snowboarderne opdagede os fra kabinen ovenfra og fulgte vores eksempel. Men de var mere end velkomne. Nogle oplevelser er bedst, hvis man deler dem med andre, også selv om de andre er nogle, man ikke kender.

 

Med kun 1138 km. fra Padborg, er det meget let at komme til Sulden. Byen er utroligt hyggelig, med masser af små familieejede hoteller. Der er også et par luksuriøse, med fitness og pool. Man kan også leje lejligheder, og uanset hvor man bor, er man tæt på en af liftene. Vil man op til kabineliften, som en af de første, kan man tage bussen, medmindre man bor i den øverste del af byen, hvor den er i gåafstand.

Sulden er en by, man gerne vender tilbage til. Her er masser af stamgæster – mange med børn – som er faldet for den charmerende by i de flotte kulisser.

 

Fakta:

Byens beliggenhed. 1900 meter over havet, i Stilfs/Stelvio, som er en del af Sydtyrol. Området er også kendt for at huse det store bjerg Ortler (3905 meter) og Italiens højeste pas Passo Stelvio eller Stilfserjoch (2760 meter).

 

Kultur og charme. Det kulturelle i Sulden begrænser sig til tre museer om bjerge. Dels er der udstillinger om den lokale egn og dels om bjerge i al almindelighed. Runt om i Ortlermassivet, er der spredt en række ”hütter” ud, som om sommeren fungerer som logi for vandrende.

Byen og især omgivelserne er yderst charmerende, med de flotte bjerge og pæne og ofte gamle bygninger.

 

Indkvartering. Sulden består af små hoteller og pensionater. Her er ikke nogen former for lejlighedskomplekser, men man kan finde lejligheder, med mulighed for at lave mad os private udbydere. Se www.sulden.com for yderligere oplysninger om indkvartering.

 

Skiløbet. I Sulden er der 10 lifter og 40km. pister, fordelt på ca. 10 km. sorte, 15km. røde og 15km. blå. Skiløbet foregår i 1900 til 3250 meters højde. Området har i sæsonen 2010/2011 åbent fra 30. oktober til 8. maj.

Der er skiskole, bjergguider og gode muligheder for at leje udstyr.

Se mere på www.seilbahnensulden.it, hvor man også kan se snedybde og se de seneste opdateringe fra web-kameraerne.

Rejsen dertil. Sulden ligger 1138 km. fra Padborg. Nærmeste større lufthavn er Innsbruck i Østrig. Man kan komme med tog og bus til Sulden via Bolzano.

Der er så vidt vides, ikke danske rejseselskaber der opererer i Sulden.