Tenjindaira Tanigawa-dake

Fotos: Klaus Elmer

 

”It’s a f****** powder mountain from hell.” Vores vært, Kieren på Tenjin Lodge grinede selv over sit postulat på klingende australsk, men der er noget om snakken. Mens Japan er mest kendt for små trædækkede bjerge uden stor hældning, er Tenjindaira Tanigawa-dake det dementralt modsatte. Stort, voldsomt og brutalt, med stejle, højalpine bjergsider som rejser sig højt mod himlen. Samtidig er stedet hvert år i top 3 over mest snefald i Japan. Så umiddelbart virkede det som et mekka for pudderlystne skiere og boardere. Vi blev IKKE skuffede.

 

Vi ankom i mørket til den meget specielle station Doai ikke langt fra Tenjindaira Tanigawa-dake liftstation. Det specielle er at der mellem de to perroner er en højdeforskel på over 70 meter og at den nederste ligger 486 trappetrin nede i bjerget. De mange trin gør den umulig at bruge når man har bagage med, så rejsende fra Minakami og Tokyo, benytter stationen inden og tager en taxi eller får hotellet til at hente sig.

Det var bælgragende mørkt da vi stod udenfor stationen og kiggede op ad vejen mod vores lodge. Man er vel ikke rigtigt bange for mørket, men det var et nyt eventyr der startede og det var spændende at skulle bevæge sig ind i mørket og det totalt ukendte.

 

Nogle hundrede meter oppe ad vejen kunne vi pludselig se lys og inden længe stod vi i Tenjin Lodge, vores hjem de næste tre dage.

 

Det var Kieren, som kørte os op til liften næste dag. Han snakkede om hvor farligt alting i Tenjindaira Tanigawa-dake, som blandt lokale blot bliver omtalt som Tenjin, er og at man nærmest skulle holde sig helt væk, for ikke at blive ramt af laviner og andre farlige ting, som ligger på lur, for at springe på snowboardere og skiløbere som er dumme nok til at nærme sig.

Han hjalp os med at få liftkort og gav os nogle gode tips om området. Det havde sneet, så man skulle være særlig opmærksom. Efter snefald lukker de pisten til dalen af sikkerhedsmæssige årsager. Da alt offpiste-skiløb ender ved pisten bliver man nødt til at vente med det nederste til de åbner.

Da vi kom op var de to korte stolelifte ovenfor gondolen også lukkede, pga. lavinesikring. Skipatruljen, som varetog sikringen kørte ud på nogle hængdriver og hoppede, for at se om snemasserne gav sig. Da det ikke var tilfældet kørte de et par ture, inden liftene blev åbnet for os andre.

Selvom liften til højre ikke er særlig lang og højdeforskellen er under 200 meter, er der god hældning på terrænet under den. Der er et stort åbent stykke omkranset af nogle områder med spredt buskads. Sneen lå metertyk og glinsede svagt i solen, som forsøgte at mase sig gennem morgendisen. Da vi sad og gyngede i den gamle, langsomme lift, kom de første japanske kamikaze snowboardere hamrende ned gennem den bundløse sne. Jubelråb og glædeshyl lyder ens på alle sprog og vi istemte selv om vi stadig kun var på vej op.

Vi var allerhøjest halvtreds snowboardere og skiløbere til at deles om sneen under liften og i halvanden time lappede vi på den lille lift og hylede i kor, med de andre pudderhunde. Alle var som børn på verdens bedste legeplads.

 

Efter en hurtig og tidlig frokost, var vi ude igen og i mellemtiden var pisten til dalen åbnet. Vi startede med at udforske området, skiers left for gondolliften. Her var stejlt. Meget stejlere end andet vi havde prøvet i Japan.

I princippet vælger man at bevæge sig ud på en af de ridges, som går ud fra selve bjergkammen. Ude på ridgen kører man til en af siderne når man finder noget fedt… og det gør man. Masser af stejle chutes og hang hvor man kan lægge sine dybe spor i den japanske jomfrusne. Sving efter sving. Pillows og hængdriver, man kan hoppe fra og åbne stykker, hvor man bare kan give gas. Tenjin har det hele.

Fra toppen af stoleliften, lookers right, starter hiket til Tanigawa-dake som er det store bjerg i området. Det er 1977 meter højt og er et af de ”100 store” i Japan. Om sommeren er hele nordøstsiden af bjerget én stor klippeside, hvor unge japanske klatrere valfarter til. Bjerget er berygtet for at kræve livet af vovehalse hvert år. Tanigawa-dake har kostet 781 menneskeliv siden man begyndte at klatre på det i 1930’erne.

Om vinteren er hele bjerget snedækket, men de meget stejle sider, kombineret med de voldsomme snemængder skaber stor lavinefare. Ifølge Kieren går der hvert år en kæmpelavine fra toppen og helt ned til dalpisten. Der er bygget en stor lavinevæg for at beskytte pisten og gondolliften. Det er typisk i foråret når varmen påvirker sneen at det skrider, men nogle sæsoner sker det også midt i den koldeste tid. Bowlen hvor lavinerne bliver presset ned igennem mod pisten, er der hvor mange af de fede offpisteture ender, så man har en vis tendens til at kigge sig over skulderen, når man glider de sidste par hundrede meter ud af bowlen mod pisten. Selvom der er masser af fede linjer fra toppen af Tanigawa-dake, er det altså et absolut no go uden en guide som kender forholdene. Vi kunne se enkelte spor deroppe på dage efter snefald. Man må håbe at dem som havde lagt dem, vidste hvad de gjorde. Jeg har dog min tvivl.

 

Minakami.

 

Om aftenen tog vi ned til Minakami, som er kendt for at være en adventureby. Udover ski og snowboard om vinteren og klatring om sommeren, byder området også på rafting, vandring og fiskeri om sommeren. Derudover er Minakami en onsenby, så vi startede med et onsenbad på byens fineste hotel inden vi gik ud og spiste. Hoteldirektøren som havde hørt der var gæster fra Danmark, kom og tog imod os. Aldrig har jeg set nogen bukke så dybt, uden at få overbalance eller hudafskrabninger på næsen. Denne høflighed, som for os virker underlig, påtaget, er helt naturlig for japanere og et udtryk for respekt for andre mennesker.

Onsenbadet var fantastisk og vi var de eneste udlændinge blandt 100-vis af japanere.

Vi havde fået anbefalet en lille restaurant, i en kælder, af turistkontoret. De yderst primitive omgivelser blev gjort til skamme, da vi fik en fantastisk Sashimi (rå fisk) med ris og grøntsager og en række andre lokale retter med øl, sake og colaer for under 3000 yen (halvanden hundrede kroner). Efter middagen gik vi en tur i den meget charmerende by. I modsætning til andre byer, er de gamle hyggelige huse ikke overdænget med elmaster, kabler og højspændingsledninger.

Vi sluttede af på den lokale spillebule. Det var en tidslomme af en anden verden. Spillene var kuglespil, hvor man med et træk i en pind med en fjeder, sender kugler afsted i en bane af søm og huller. Når man rammer et af hullerne bliver man belønnet med nye kugler og kan således spille, indtil den sidste kugle misser alle hullerne. Derudover kunne man skyde med proppistol efter kegler! Vi fik afgjort vores skills med proppistol. Klaus og Martin blev flot placeret på anden og tredjepladsen.

Da vi kørte tilbage til Tenjin Lodge sneede det kraftigt.

 

Dyb puddersne og Takaragawa Onsen

 

Det sneede stadig voldsomt, næste morgen, da Kieren droppede os af ved gondolen. Det var med stor sandsynlighed at dalpisten, ville forblive lukket hele dagen. Vores forventninger var derfor ikke særlig høje og vi havde arrangeret en udflugt til Takaragawa Onsen, som er Japans største udendørs onsenbad, om eftermiddagen.

Da vi kom op med gondolen var de øverste lifte stadig lukkede. Sigtbarheden var minimal på grund af snefaldet. Vi stillede os i kø sammen med de tyve andre, som var i området. Efter en halv time åbnede stoleliften. Alt det der var blevet kørt op dagen før, var igen bundløst puddersne. Efter to ture var Klaus’ kameraer druknet i sne og skulle ind og tø op. Han fandt et locker-skab til dem og i to timer drønede vi op og ned med og under den lille stolelift. Vi startede med at lægge spor tætteste på liften og bevægede os gradvist længere væk. Når vi nåede ud til hegnet som omkranser området, startede vi forfra og nu var de første spor fyldt op igen.

Ved halvtotiden tog vi gondolliften ned og gjorde os klar til onsenturen. Vi havde fået Takatoshi Kimura fra turistkontoret til at køre os frem og tilbage. Det sneede stadig helt vanvittigt og da vi kom til den sidste lille vej op til badet, var den lukket. Heldigvis havde vores chauffør de rigtige kontakter og det var åbenbart kun for at forhindre turistbusser og andre store køretøjer fra at forsøge at forcere den lille vej, at den var lukket. Da vi senere fortalte Kieren om vores køretur, var han nærmest i choktilstand over, at nogle kunne finde på at køre ud i det vejr. Ifølge ham var det den visse død og ingen forsikringsselskaber ville tegne livsforsikringer til folk med så uansvarlig adfærd. Det vidste vi og Takatoshi Kimura heldigvis ikke.

Han fortalte os godt nok, på vej tilbage, i fuld alvor, at en anden grund til at man havde lukket vejen var, at der tidligere på dagen var en bus der var forulykket, at han havde glemt sine snekæder derhjemme og at sommerdækkene på bilen ikke havde noget mønster tilbage. Men det gik. Og heldigvis for det.

Takaragawa Onsen var en stor oplevelse. Det består af fem onsener hvoraf en kun er for kvinder. De ligger alle udenfor omgivet af snedækkede træer og klipper. Igennem området løber en lille flod, hvor stenene der stikker op ad strømmen alle var dækkede af en pude af sne. Vi var i alle fire bade og gik imellem dem på snedækkede stier på små træbroer og trapper, kun iført håndklæder om livet og bare tæer, mens sneen lagde sig tykt i vores våde hår. Takaragawa Onsens historie kan spores helt tilbage til edo-perioden (1603-1867) hvor Tokugawa-shogunatet herskede. Det betyder at shoguner og deres mænd, badede i de mineralholdige, varme kilder både for sundhed, men også for at holde varmen i de kolde vintre. Hele stedet emmer, med sine gamle traditionelle træhuse af gammel japansk kultur og historie.

 

I solens rige.

 

Vi kom hjem til Tenjin Lodge i god behold. Og næste morgen var det blue bird. Vi var tidligt oppe ved liften og historien fra de andre dage gentog sig.

Midt i det store åbne område (som vi siden har fundet ud af, plejer at være pister), under den øverste stol ligger en stor trekantet klippe. Vi havde kigget på den allerede første dag, og især Martin havde en underlig trang til at kaste sig ud fra den.

Da vi stod i kø og ventede på at liften åbnede, besluttede han sig for at prøve den.

Første gang satte han den klokke rent, klarede op i et stort smil og begyndte at fable om backflips! Anden gang landede han på hovedet. Det lagde unægtelig et pres på mig, så på tredje tur var jeg med. Den var relativt stor. Jeg kunne i hvert fald nå at tænke ret mange tanker på vej ned. Martin var grundig med forberedelserne tredje gang og da han efter en perfekt rotation landede perfekt med fødderne nedad, lød der et jubelbrøl over de japanske bjerge. Der havde efterhånden samlet sig en hel flok omkring klippen og den er synlig fra hele turen med stoleliften. Så alles øjne var rettet mod ham da han hoppede. Det var en fed oplevelse og mindende os om at skiløb handler om fælles glæde.

Vi fortsatte med at køre mellem træerne neden for gondolens topstation. Det var en fantastisk dag.

 

Vi havde set en ridge lidt længere oppe af kammen og hiket mod toppen. Der var en fed lysning mellem træerne med god hældning og det var relativt let tilgængeligt. Vi havde spurgt Kieren om området og han havde fortalt at det var den visse død at køre der, at der som regel er god sne og at det er en super god tur.

Mens vi tog skiene på, kunne vi se to japanere i røde jakker, på snesko, som nærmede sig. Det viste sig at være skipatruljen, som skulle til toppen af Tanigawa-dake for at tjekke lavinesituationen. Da de spurgte om vi havde tænkt os at køre ned, der hvor vi stod og vi nikkede lidt tøvende og forsigtigt, ønskede de os en god tur og sagde at vi skulle passe på os selv.

Der er lidt usikkerhed om reglerne fra sted til sted i Japan. Man hører ofte rygter om hysteriske ski patrols som rykker liftkort i tusinde stykker. Vi havde hørt, at de var helt pjattede i Tenjin. Men det gælder nok snarere, at holder man sig til reglerne og ikke gør noget direkte dumt, så er der ikke den store risiko for at miste kortet.

Turen ned var helt fantastisk. Det viste sig, at toppen af linjen, som vi havde set, kun var en lille del af den. 600 højdemeter med bundløst pudder, god hældning, vekslende mellem åben skov og lysninger, hvor man bare kunne lade skiene køre. Det var den perfekte afslutning på nogle fantastiske dage, i en for mange, ukendt del af verdenen.

Om aftenen tog vi toget igennem bjerget, nordpå mod nye eventyr.