120cm snowfall in the last 7 days 70cm snowfall in February 2015 1156cm snowfall since the beginning of the season
Og i aften kommer den næste storm ind. Det har ellers været et par gode dage, med sol, tracked powder og flere steder med små linjer som ingen har kørt.
Asbjørn er kommet godt i gang og er ved at finde teknikken og udstyret. Han har været lidt usikker på det stejle med spor. Men når der er pudder og/eller hældningen ikke er for vild, blæser han på… Det er næsten bedre at se hans glæde, end selv at køre!
Turen herover var lang (28 timer) så vi var pænt baldrede da vi endelig sjoskede op ad trappen til Hotel Windsor. Lidt panik blev der også på vejen… Det viste sig at banken er så venlig at lukke ens kort for brug i udlandet og at man derfor skal på netbank, for at aktivere dem. Det var ikke så indlysende for mig, eftersom det var de selvsamme kort jeg brugte her sidste år. Men det fandt jeg så ud af på den hårde måde, i Narita lufthavn, kl 3 dansk tid og efter 22 timers rejse. Der var lige pludselig ikke energi, til at svare på, ellers udmærkede spørgsmål, som: ”Far. Hvorfor, har de mundbind på alle sammen?” Heldigvis har de opfundet gratis internet i Narita, så problemet blev løst og vi blev kun en time forsinket.
Vel fremme blev man endnu engang forundret over snemasserne. Det er vildt at det kan lade sig gøre, at have en normal hverdag, når man i gennemsnit skal rydde tyve centimer sne om dagen!
De massive snemængder har også sat sit præg på terrænet. De lavinehegn, vi hoppede på sidste år er væk og den øverste lift i Sekionsen kører ikke fordi den tilsyneladende er blevet ramt af en lavine. Omvendt har det også givet mulighed for at køre nogle steder, hvor der normalt står buske og træer, men som nu er begravedeJ Uheldigvis, har sneen også fået bugt med tunnelen på bagsiden af bjerget. Det betyder, at man skal hike op på kammen, når man har kørt nogle af de fede linjer deromme. Det er ikke fordi det er specielt krævende, men når man er femten år og har været vandt til, at ens far slæber alt udstyret, så virker det ret uoverkommeligt. Et par ture, er den unge mand dog blevet lokket med på.
Vi har i øvrigt spottet en rigtig fed side. Nordvendt, 6-700 højdemeter, med meget spredt birketræsbevoksning og 30-35 graders hældning. Den er muligvis lidt stejlere i toppen. I hvert fald er der et par rækker lavinehegn. Den kommer der sikkert flere detaljer om en af dageneJ
Udstyret spiller. Prizm-linsen fra Oakley er sindssyg! Lige bortset fra røntgen, kan man se alt. Völkl Three er også for vild. Jeg var lidt spændt på om 135mm talje og en svingradius på mere end 50 meter, var lidt for voldsomt. Men den store rocker gør den let kørt og er der bare lidt pudder under, kører den som en drøm. Havde dog lige et uheld med den på pisten ned i dag. Med den bredde har den en tendens til at fange med inderskien, hvilket resulterede i et styrt med fuld pede. Asbjørn påstår min ene ski røg ti meter op i luften og at jeg skulle være glad for at jeg kurede 50. Ellers var jeg blevet offer for en Völkl Three fra himlen.
Pudderlommer hist og her på nordsiderne.
Vi skindede om eftermiddagen. Resultatet ses herunder:
Så bliver bloggen genoplivet igen. Endnu en gang er anledningen en tur til Japan. Denne gang med min yndlings-freeride-makker (beklager alle i andre gode mennesker), Asbjørn Agersnap. Asbjørn er 15 år og det er hans første tur til Japan. Han glæder sig helt vildt, men sikkert ikke så meget som mig! Jeg ved jo hvad der er i vente Forventningerne ser da også ud til at blive indfriet. Japan og især Myoko-området har fået en fantastisk sæsonstart og der snakkes om rekordsnefald. Med næsten 11 meter i Akakura (nede i byen!) siden 6. december kan der være noget om snakken. Vejrudsigten ser også lovende ud. Vi har base i Akakura de første 10 dage og ved ikke helt, hvad vi slutter af med endnu. Asbjørn skriver også blog fra turen og det kan sikkert være sjovt at se hvordan han oplever ”solens rige”. Den hedder naturligvis lillesnapsen og kan findes her: lillesnapsen.blogspot.com
Den sidste uge har vi brugt lidt tid på at samle udstyr sammen. Selvom jeg er meget mod product placement, vil jeg lave en gennemgang af det fede gear:
På skifronten er jeg gået all in. Jeg har fået monteret en Völkl Three 186 med en Marker Duke EPF 16. Skien har en taljering på 150-135-140 og er en rigtig Japow-ski. Duke-bindingerne har en skala til 16, så de bliver siddende selv under pres. Derudover har de gåfunktion, så vi kan komme op til pudderet på toppen. De bredeste G3 skind var næsten brede nok. Jeg har også fået nye goggles, eller goggler som man siger. Oakley Crowbar med den nye Prizm Rose-linse. Den kan alt, bortset fra at punktsvejse under vand. Glæder mig meget til at prøve den. Derudover har jeg Peak Performance Heli Gravity på kroppen, Dalbello Kr2 PRO ID på fusserne, Sweet Trooper på hovedet og Hestraluffer på hænderne som det perfekte setup. Jeg har en Völkl One 186 med som reserveski. Det er i øvrigt også sådan en Asbjørn kører på, i 166. Med 115 mm. under fødderne, må det være rigeligt til hans beskedne vægt.
Så er jeg hjemme igen, efter en fantastisk tur. De sidste dage var mest hygge, men også nogle gode dage på ski i Akakura. Det var kun små snefald, med 20-30 cm. som vi havde glæde af, den sidste periode. Men især på bagsiden, ned mod Tsubame Onsen, fandt vi noget rigtigt dybt stads, vi kunne fedte os ind i.
Der blev også plads til en fridag, hvor vi tog på udflugt. Først var vi ude og se sneaber og derefter i Nagano, hvor vi så Zenhoji templet og bagefter spiste sushimi. Super dag.
En af de ting jeg synes er fedt ved Japan er befolkningen. De er så venlige at man til tider tror de ”faker”… Men det ligger virkeligt dybt i dem. Det gav flere nye bekendtskaber og jeg glæder mig til at møde alle igen.
Jeg har faktisk også mødt flere skandinaver (især danskere og svenskere). Der var overraskende mange danskere og de var alle sammen, mere eller mindre kommet pga. mit tidligere researcharbejde og artikelskrivning!? Det er fedt at det virker.
På vej hjem tilbragte jeg nogle timer i Tokyo. Det er vildt så stor den er. Det virker uoverskueligt at finde rundt. Men hvis man farer vild er der heldigvis 37 millioner indbyggere man kan spørge om vej.
Lige til sidst: Jeg kan fornemme at der er tilslutning til en tur næste år. Min tanke er at man tager derud og bor hvor man har lyst til, men at man kan aftale at følges på ski med nogle på samme niveau som en selv. Jeg stiller mig meget gerne til rådighed med råd og guidning til de gode steder.
En anden ting… jeg tager meget afstand fra product placement!
Stormen ramte søndag aften og mandagen blev tilbragt i Seki Onsen. 60 cm. nysne og sol fra en skyfri himmel. Læg dertil et skisportssted uden offpiste-restriktioner og et yderst behageligt selskab i form af Powder8-crewet og et par løsgængere. Endnu en fremragende dag i Japan.
Tirsdag blev også en stor dag. Vi tog bussen til Suginohara, hvor Jakob og Thomas holder til. I deres selskab og med deres kyndige vejvisning, ”skinnede” vi op til Mt.Myokos kraterkant i 2350 meter. Herfra kørte vi den stejle kraterkant, ned i vulkanen, holdt højde op ad vulkanens centercone, som er den egentlige top, og kørte tilbage til Akakura Kanko, hvor vi fik noget tiltrængt at drikke og lidt mad. Jeg stod på skibussen kl. 8.37 og den var 14.30 da vi var tilbage. Det var en kæmpe oplevelse og oppe i krateret var der steder hvor der kom svovllugtende damp op ad jorden… sejt.
Det er også fedt at være her som medlem af Powder8. Det er fantastiske folk som er med og det er helt unikt, at være så mange ligesindede så langt fra Danmark. Der bliver kørt stærkt og mange får flyttet grænserne, uden at det bliver for meget (for det meste).
Den første dårlige dag i dag. Efter 10 dage med puddersne, blev det varmt og mit helbred var heller ikke i top. Snottet, hosten og lidt hovedpine… sikkert pudderabstinenser.
Drengene tog hjem i går og vi var enige om at det havde været godt arbejde fra alle sider. Faktisk har Schøber og jeg arbejdet så hårdt, at vi er begyndt at gå med arbejdshjelm, for at det japanske arbejdstilsyn ikke skal komme efter Klaus. Det er jo ham der er chefen.
Siden sidste opdatering har vi haft en vild afslutningsdag i Tenjin. Martin satte et monster-flip på et stort drop og vi kørte nogle fede linjer. Derefter tog vi til Myoko Kogen, nærmere bestemt Akakura Kanko. Første dag var der dårlig sigt, så Klaus lod kameraet stå og vi rekognoscerede området og fandt nogle nye steder, jeg ikke havde fundet sidst jeg var her.
Dagen efter tog vi til Seki Onsen. Igen i mindst en meter nysne. Det vil være forkert at bruge betegnelsen faceshots… Det var mere, ”langt over hovedet shots”. Masser god film.
Drengenes sidste dag var i Kanko. Vi brugte megen tid på at lave overgangsfilm, hvilket vil sige at Klaus kommanderer og vi går frem og tilbage og parerer ordre. Klaus klatrede også op i alting, for at få nogle skæve vinkler.
Nu venter jeg på at den næste storm rammer hårdt og brutalt, så mine abstinenser kan dulmes.
Ikke så mange skibilleder denne gang… De skal nok komme til næste opdatering.