Den lette puddersne glimter mellem de sorte stammer, i skæret fra vores pandelamper, i den frostklare nat. Skispidserne finder vej gennem den måneoplyste skov på bjergsiden højt over minebyen Cooke City.
Vi er på vej, fra vores base de sidste par dage, Creek Cabin i 2600 meters højde syd for byen, ned til civilisationen og vores lejede firhjulstrækker, for at køre ind i Yellowstone National Park og stige på ”snow coachen” fra Mammoth Hotsprings til Old Faithful. Vi skal være der kl. 7.30 og dels skal vi fra hytten ned til bilen og dels skal vi køre 70 km. ad snoet, øde, sneklædt vej gennem nationalparken, hvor bisonokserne om vinteren kommer tæt på vejene og dermed udgør en sandsynlig trussel mod den nøje tilrettelagte tidsplan…
Forud for denne nat, havde vi fra Creek Cabin hiket og løbet på ski på de pudderklædte skråninger på de klassiske Rocky-tinder Index Peak og Pilot Peak. Creek Cabin er med sine tømmervægge, kakkelovn og 2 gasblus, det perfekte udgangspunkt til de uendelige vidder i den sydlige del af Beartooth Mountains som ligger på grænsen mellem Montana og Wyoming og udgør den østlige del af Yellowstone. Mulighederne heroppe er fantastiske. Udover Index og Pilot er Hayden og Creek Ridge super alternativer. På bagsiden af Creek Ridge har man Republic Mountain og længere væk er der masser af spændende ture ind i Yellowstone. Vi må erkende at to år ville være mere passende end de to dage vi havde her. Vi koncentrerede vores skiløb til Ole’s Woods (opkaldt efter hunden Ole som røg i en lavine med sin ejer og efter fire dage vendte tilbage til deres motel og sad på trappen og ventede… Desværre overlevede Oles ejer ikke) og Martin’s Ridge tættest på vores Cabin. Skiløbet her er let tilgængeligt og der er jævn, overkommelig hældning, som lægger op til store, bløde puddersving, med god fart mellem de gamle, spredte træer. Vi kan konstatere at vi efter to dage ikke krydser spor på vej ned en eneste gang. Her er der ingen kamp om den jomfruelige sne som ligger metertyk mellem træerne. De geografiske forhold omkring Yellowstone-plateauet og de omkransende bjerge skaber et mikroklima, som hvert år sikrer at mere end 10 meter iskold, knastør pulversne drysser ned over Beartooths. Efter to dage havde vi fået masser og vi var kun lige startet.
Yellowstone
Selvom man hurtigt får en underlig fornemmelse af at Yellowstone, helt lever op til amerikanernes krav om let tilgængelighed, med sightseeingmuligheder af en hver art og på en lidt ubehagelig måde fremstår meget kommercielt, må man erkende at parken med mere end halvdelen af verdens gejsere og de fantastiske svovl og prismekilder er helt unik og ikke kan sammenlignes med noget som helst andet. Måske er det den lette tilgængelighed som står i skærende kontrast til gårdagens skiløb, hvor vi med mange timers hike, havde gjort os meget fortjent til nogle minutters skiløb, som giver den underlige fornemmelse. Nu stod vi pludselig overfor nogle af de smukkeste naturfænomener i verden, uden at have gjort andet end det tusinde af andre turister har gjort i hundrede år, ladet os transportere helt tilbagelænet, gennem nationalparken, for at blive guidet helt hen til de imponerende termiske scenarier. Heldigvis havde vi i modsætning til de andre turister, startet ud midt om natten, med ski højt oppe ved Creek Cabin, kørt gennem nationalparken mellem vilde dyr, på djævelsk glatte veje, inden vi satte os i ”snow coachen”, en Dodge Van med larvefødder, og lod os fragte et par timer gennem den legendariske park. Så vi havde nok fortjent oplevelsen lidt mere end de andre.
At det trods alt er naturen som på helt darwinistisk vis hersker her, bliver vi mindet om, da vi fra coachen ser en ung bisonhan, som mangler pels og er forbrændt på store dele af bagkroppen, efter at være faldet i en termisk kilde. Vores chauffør og guide fortæller at den ikke har mange dage tilbage før den bliver ulveføde og som et kraftigt dementi ser vi tydlige ulvespor, da han få meter senere holder ind til siden.
Uanset at Yellowstone hvert år bliver besøgt af flere millioner mennesker som holder i kø på vejene i biler om sommeren og på snescootere om vinteren, ændrer det ikke på at parken på mytisk vis indbyder til at komme tilbage og udforske mere. Old Faithful Gejser, Castle Gejser, Grand Prismatic Pool, Sunglory Pool, Painted Pot Fountain og de mange andre termiske seværdigheder, udgør hver især en oplevelse som man gerne gentager.
Pionerskiløb.
Vi havde allieret os med Beartooth Powder Guides, som holder til i Cooke City. Hen over sommeren havde de bygget Creek Cabin syd for byen og derudover Zimmer Yurt 12 km nord for byen. Tilladelsen til at bygge nord for byen, på grænsen til Beartooth National Park, har Beartooth Powder Guides ejer Ben Zavora arvet efter en ældre bjergguide, som har indstillet sit virke. Vi havde lejet begge steder to dage og Ben kunne garantere, at vi var de første europæere som havde stillet vores ski udenfor hytterne og rullet vores soveposer ud i de nysnekerede køjer.
Zimmer Yurt ligger på toppen af bjerget Little Alp Rock i 2800 meters højde. Yurten er en teltdug som er spændt ud over et ottekantet stillads. Den opvarmes med kakkelovn og har lige som Creek Cabin to gasblus. Hvor Creek Cabin har 10 sengepladser har Zimmer Yurt kun 6.
Den helt fantastiske beliggenhed betyder at man tager skiene på udenfor døren og starter dagen med pudder og pillows inden man sætter skind på skiene! Man skal dog lige huske at man har et par hundrede højdemeter op til hytten når man skal retur om eftermiddagen.
En anden ulempe er at man ikke har set terrænet nedefra og derfor skal passe lidt på hvor man havner på vej ned. Modsat terrænet ved Creek Cabin er der nemlig flere pillows, drops og store klipper i området omkring yurten. Ben havde peget et hav af muligheder ud for os på kortet da han havde kørt os til Zimmer på snescooter, men på grund af overskyet vejr, besluttede vi os til, at holde os under trægrænsen på den nordøst vendte skråning af Silver Creek. Hele skråningen, som er mere end 3 km. bred er overstrøet af lækre pillowlines, shutes, bowls og drops af forskellig størrelse. Alene denne side, som kun udgør promiller af de muligheder der er omkring Zimmer Yurt, var en hel tur til USA værd. Og selv om kræfterne ”kun” rakte til 800-1000 højdemeter om dagen og dermed maks. otte ture ned på de to dage vi var i Yurten, føltes det som meget, meget mere.
Da vi havde overnattet to nætter, fik vi Ben til at hente vores bagage og tilrettelagde dagen, så vi kunne bevæge os mod byen, mens vi hikede de steder der så gode ud og fik en god portion pillows og pudder. Om eftermiddagen da lyset begyndte at aftage, lagde vi vores sving ned mellem de afbrændte træer, som nyere tids største amerikanske skovbrand i 1988 havde ladet stå, som udbrændte tændstikker, på bjergsiden ned mod Cooke City.
Bisonburgeren på Miner’s Lodge smagte helt fantastisk og det varme bad på High Country Motel føltes bedre end man kan forestille sig. Alligevel var vi enige om at vi havde haft alt for lidt tid, både i Creek Cabin og Zimmer Yurt.
Heldigvis havde vi stadig nogle dage i Cooke City.
Cooke City – The Coolest Smalltown in USA
I vinterhalvåret er der kun en vej til Cooke City. Den går 90 km gennem Yellowstone inden den i Cooke City ender i en snevæg med et skilt som fortæller at vejen over Colter Pass er vinterspærret. Fra byen er der mere end 160 km til nærmeste supermarked, så indkøb foregår på den lokale tankstation, som udover tre forskellige færdigretter også sælger drikkevarer, slik, chips og udstyr til snescootere. Cooke City er nemlig et hot spot for ”sled necks”, som man lidt nedladent kalder den del af den amerikanske befolkning som både har sne og benzin i blodet. Uden for ”vores” stam-saloon, Miner’s Lodge holder snescooterne parkeret, som man kunne forestille sig hestene gøre, da Cooke City i slutningen af 1800-tallet var en livlig sølvmineby med flere hundrede indbyggere. I dag bor der 96 faste indbyggere.
Netop fortiden som mineby gør byen attraktiv for sled necks. Det betyder nemlig at meget af jorden omkring byen er privatejet eller kommunal og dermed ikke fredet eller national skov. Derfor er det lovligt at køre på snescooter på nogle meget flotte og bjergrige områder tæt på byen. Til gengæld ligger Beartooth og Custer National Forrests og Yellowstone umiddelbart udenfor disse områder og her er der virkelig tale om vildmark. Vi mødte mange som havde ski med på scooteren og dermed kunne nå områderne længere væk uden at være helt tømt for energi når de kom dertil. Allerede da vi ankom til Cooke, gik det op for os at vi var ”far out”, her er nemlig ingen mobildækning. Det betyder at man ved uheld på ski, må hente hjælp, hvilket gør at man hele tiden skal have en hvis mængde kræfter i overskud, hvis uheldet skulle være ude.
Fra Cooke var der lidt længere op til de bedste skispots. Til gengæld var der et par områder som kun kan nås fra dalen. Et af stederne var 9595 ovenfor Silver Gate, den endnu mindre by ved indgangen til Yellowstone. Hiket syd for byen fører faktisk ind i parken og toppen, som sjovt nok er 9595 fod høj ligger inde i selve parken. Sydøst for toppen ligger en kæmpe bowl, med meget varierede sider. Den vestvendte bowl-side består at klipper, med et par super interessante couloirs, som dog ikke var helt sikre at færdes i på grund af lavinefare. Den østvendte side direkte under 9595-toppen var til gengæld helt fantastisk. Meget stejl og med overkommelige drops og andre steder mere åben og fartindbydende. Som kontrast til den hvide sne, er en del af træerne på skråningen, helt forkullede efter branden i 1988. Det fede ved stedet var at det var ret overskueligt og hver gang man gik op, kunne man gå og udpege de steder, man ville lægge svingene på vej ned. Ifølge Garminens højdemåler, blev dagen ved 9595, den dag hvor vi gik flest højdemeter. Lige knap 1400 blev det til. Sjovt nok var det også en af de bedste dage, dels var der meget skiløb og dels var formen ved at være der, både med hensyn til at gå op og med hensyn til skiteknikken. Sneen var god, området suverænt og omgivelserne i verdensklasse.
Der var flere gode ture ovenfor dalen. Den sidste dag gik vi igen op imod Index og Pilot, for at køre en side vi havde spottet mens vi var i Creek Cabin. Det var et langt hike og i skoven var det svært at orientere sig, så vi havnede på en forkert kam. Først da vi nåede trægrænsen, gik det op for os, at vi var gået forkert. Efter en lidt dramatisk klatretur og et par traverser kunne vi konstatere at vi skulle over et sydvendt, eksponeret snefelt, med voldsom hældning for at komme over til ”vores” hang. Det var et 100% ”No Go”. Så lidt slukøret måtte vi skrænse og hoppe ned af en stejl træklædt ”væg”… ikke lige det vi havde drømt om 1200 højdemeter inden. Lidt oprejsning fik vi dog i Ole’s Woods hvor vi kunne give fuld gas mellem træerne.
Som afslutning på eventyret kørte vi endnu engang gennem Yellowstone og ud gennem den store stenport ved North Entrance, langs Yellowstone-floden mod Bozeman, hvor den nærmeste lufthavn ligger.
En stor del af glæden ved turen, havde været hele planlægningen, med søgning på internettet, mailkorrespondance, kiggen på kort og billeder og indkøb af udstyr. Under hele forløbet oplevede vi at forventningen steg og spændingen blev mere og mere intens. Selvom ikke alt gik som planlagt, så blev forventningerne udlevet til fulde og andre uventede oplevelser gjorde oplevelsen helt unik, som da vi stod med hjerterne i halsene, overfor en noget ophidset bisontyr ved Tower Falls eller da vi om morgenen inden hjemrejsen stod i vores Bed & Breakfast’s have og skød med ejerens håndvåben… Vel at mærke på hans opfordring. USA er kontrasternes land og oplevelserne der, er altid meget anderledes end det vi er vant til, også når man har ski med.