Allerede første dag havde vi konstateret at der i Japan, procentvis er mange flere snowboardere end andre steder. Det fik vi forklaringen på i Seki Onsen…

Hjemmefra havde jeg som altid, taget de optimistiske briller på og satset på pudder hele ugen.

Derfor havde jeg kun medbragt et par Kuro-ski på 195 cm. Kuroen er 132mm under foden og spidserne er over 160!!!

Alligevel kneb det lidt med at få fart i de voldsomme mængder pudder i Seki Onsen! I løbet af nogle timer om natten var der kommet 80cm. Og det væltede stadig ned da vi ankom med bussen kl. 9 om morgenen. Faktisk blev det ved med at sne resten af dagen og nysne-dybden kom over en meter om eftermiddagen.

Det var nemmere på snowboard og taktikken blev hurtigt at man på de flade partier fulgte et snowboardspor, for at holde farten. Aldrig har man været så glad for babysæler med hashkælke!

Sneen var superlet og man fik face shots i hvert sving på hangene i Seki Onsen.

Watch Out… Lowhanging lifts. (M Agersnap)

Stedet er umiddelbart ikke så imponerende. Der er en ældgammel tostolslift og en endnu ældre etstols.

Om formiddagen var etstolsliften oven i købet lukket! Men når man har en snebase på over 5meter og smider en meter fresh ovenpå, er man sågar villig til at gå op. Hele dagen hørte vi japanske glædesskrig, når sneen piftede om ørene på boarderne. Vores egen glæde må også have kunnet høres hele vejen til immegrationsmyndighederne i Narita Airport!

Om eftermiddagen åbnede den øverste lift… Det viste sig at den først skulle graves fri, for at man kunne dingle med benene!

I løbet af 5 dage kom der 4meter sne i Seki Onsen. Da et engelsk/new zeelandsk filmhold vi mødte, et par dage senere besøgte Seki, var der kommet 1,5meter sne på 6 timer. Det betød at de måtte stå op på etstolsliften, for overhovedet at køre med.

Vi havde en snak med ejeren af liftene i Seki Onsen inden vi vendte tilbage til Akakura. På sit sparsomme engelske, kunne han gøre opmærksom på at snedybden omkring 1. april aldrig er under 6meter. Da vi forlod Japan, var den på 560cm i 900meters højde. Desværre har han ikke målinger for det årlige snefald. Men meget kunne tyde på at Seki Onsen får betydeligt mere sne end noget som helst andet sted i verden. Den lette sne bliver hurtigt komprimeret efter den er faldet. Ifølge lokale bliver 1meter til 20cm når der kommer øget vægt på og når solen kommer frem. Derfor kan man kun gisne om hvor meget der er faldet for at opnå den tykke base. 20meter om året er vel ikke urealistisk. 

Billederne til bloggens layout er også fra Seki Onsen.

Efter 6 timers forsinkelse, grundet noget rod med mine pasforhold, lykkedes det til sidst, med ambassadens hjælp, at overbevise de japanske immegrationsmyndigheder om at jeg skulle have lov til at udnytte deres puddersne på det groveste.

Min ven Morten Zahle var meget tålmodig og ventede med bagagen, uden vådt og tørt.

Efter en lidt strammere togplan end oprindeligt, kom vi til Myoko Kogen kl. 21.30 lokal tid og dermed 31,5 timer efter jeg sidst havde ligget ned og sovet.

Morten Zahle havde været noget skepsis med hensyn til japanernes evner til at måle snedybde. Han synes sikkert deres tal lød for gode til at være sande.

Men at dømme på snemasserne der kunne ses i billygternes klare lys, kunne der godt se ud til, som oplyst, at være omkring 2,5meter i byen, Akakura hvor vores hotel lå.

Vores chauffør, Seiji forklarede at der havde været en varm periode med sol, de seneste 3 dage og at det havde fået snelaget til at synke sammen med en halv til en hel meter. Samtidig kunne han gøre opmærksom på, at der var lovet anseelige mængder under vores ophold.

Trods vores søvnmangel var vi oppe kl. 7. Der var kommet 20cm sne i løbet af natten og de japanske kirsebær og andre træer stod i fuldt isblomsterflor.

Efter en skål misosuppe og noget tang til morgenmad bevægede vi os op i områderne over byen.

Vi fandt masser af spændende steder mellem træerne. Mange steder var der hårdt under de 20cm nysne, men på de nordvendte skråninger hvor solen ikke havde fået fat, var der stadig spots med bundløst pudder. Efter den sidste tur, hvor vi havde hiket 20 minutter op, fra lift 22 og kørte et langt face i bundløst pudder, for at traversere op til en gammel, lukket lift og tage de gamle upræpererede pister, uden skiløbere, i høj hastighed tilbage til området, var det svært at tørre smilene af vores trætte ansigter.

Efter en tur i onsen (varm kilde som japanere bader i) og en gang mad i byen, var vi møre.

Med hovederne på puderne og smil på læberne faldt vi ind i drømmeverdenen, men kunne slet ikke forestille os hvilke fantastiske oplevelser vi gik i møde, i de kommende dage…

Snemeldingerne så lovende ud… 1,5 meter nysne i Vorarlberg. Et par opkald til Brian, der straks var klar, og Asbjørns klasselærer og vi var klar til 4 dage i Warth.

Stedet har længe været et sted jeg gerne ville besøge. Dels fordi der ofte er meget sne og dels fordi det kun ligger 1200 km fra Silkeborg.

Vi valgte at tage en overnatning i Kempten, 40 km fra den østrigske grænse. Tidligt næste morgen var vi klar til at køre til Warth, men pga. snemeldingerne valgte jeg at tjekke deres hjemmeside inden vi kørte. Fin ide… både vejen til Warth og liftene deroppe var lukkede.

Derfor besluttede vi at prøve det lille familiested, Berwang, tæt ved grænsen og havde en fantastisk dag med masser af puddersne og pillowlines.

Om eftermiddagen åbnede vejen til Warth og vi kørte de 40km gennem Lechtal på ca. 1,5 timer. Kort efter vores ankomst lukkede vejen igen og vi var sneet inde.

Næste dag var det kun en børnebakke der var åben, men sneen var god.

Mandag åbnede endnu en lift og vi kørte bundløst pudder på skråningerne over Warth.

Om eftermiddagen nåede snelaget i byen (1500meter over havet) op på mere end 3meter!!!

Sidste dag åbnede flere af liftene og vi havde en fantastisk dag mellem træerne ned mod byen. God sne, god hældning og velfungerende udstyr… As good as it get’s.