Chop, chop chop. Lyden fra helikopteren dunker i hovedet, på trods af de kraftige headsets. Under os bliver bjergene højere og mere forvredne, i takt med at vi bevæger os mod syd, i retning af Kebnekaise, hjertet af Sveriges vildeste bjerge. Jeg ser på de andre. De virker som børn. Præcis som mig er de lidt overstadige, over snart at skulle flænse de urørte svenske fjelde med skiene og samtidig lidt overvældede af hele situationen, der kræver en masse sikkerhedsforanstaltninger, så man ikke risikerer at komme alvorligt til skade under den alternative “liftfærd”.
Pludselig bryder en stemme den monotone dunken fra helikopterens motor. Det er Mattias Cösters: “Om Ni vill, kan vi åka över dom renderne där borta, innan vi grupperer där nere i dalen”. Mattias, der taler med en stærk skånsk dialekt, driver sammen med danske Hannibal Thorsen Arctic Elements, der tilbyder heliskiing, med udgangspunkt i Abisko og Björkliden, længst oppe i det nordlige Sverige. De næste fire dage er han vært og guide, for vores selskab og giver os en oplevelse for livet…
Snesikkerhed i maj
Sammen med mine svenske venner Hjalmar Olofsson, Martin Söderqvist, Reine Barkered og danske Nikolaj Jungersen, er jeg taget til Lapland, for at få en værdig afslutning på en sæson, der har budt på masser af godt skiløb og fantastiske oplevelser.
Det var Martin der havde fået kontakt til Arctic Elements og vi andre var straks med på ideen. Jeg har selv arbejdet 1½ måned i Björkliden, men det var efterhånden 17 år siden og et gensyn ville være kærkomment.
Björkliden ligger i den østlige ende af den store sø Torneträsk, med en fantastisk udsigt over det naturlige vidunder, Lapporten. Skiområdet i Björkliden er rigtigt fint og har den tredje største faldhøjde i Sverige. Men her, et stykke ind i maj, er liftene lukkede og de andre hytter i byen står tomme og venter på sommerturisterne.
For foden af Rakkaspisten har Arctic Elements sit kontor, hvor vi havde en grundig gennemgang af vores program inden vi begyndte flyvningen.
Mattias Cöster fortalte bla. om området de flyver i. Det er lige så stort som halvdelen af Østrig og der er 200 navngivne toppe at lande på. De fleste af bjergsiderne der flyves på, ligger mellem 2000 og 1000 meter, men nogle af dalene ligger i 500 meters højde og derfor er der altså ture med 1500 meters højdeforskel. De fleste ligger på 800-1200 meter. Sneen ligger længe i disse højder, så langt mod nord og ifølge Mattias kunne de flyve skiløbere op på bjergene det meste af sommeren, men har valgt at satse på perioden hvor sneen er god. Derfor slutter sæsonen 17. maj, ca. samtidig med at midnatssolen begynder at være i luften hele døgnet. Mens vi var i Björkliden, blev det ikke mørkt om natten. Selv om solen var borte nogle timer midt på natten, var den så tæt på horisonten, at det ikke blev andet end tusmørke.
Højalpint terræn
På trods af at Mattias under briefingen, fortalte os at området er højalpint, har man vel dannet sig et billede af svenske fjelde, som er svært at vaske bort. De første fjelde vi fløj over, var da også præcis sådanne nogle runde, bløde, bakkeagtige nogle som levede op til forestillingerne, men få minutter borte fløj vi ind over Abiskoalperne som, som navnet antyder, har en noget anden karakter. Og det var her vi skulle gruppere.
…Helikopteren går ned mellem de to bjerge Tjåmuhas (1741m) og Ballinbogitjåkka (1661m). Vi stiger ud for at planlægge hvordan vi skal angribe bjergene. Tjåmuhas ser imponerende ud. Bjergsiden vi står nedenfor er ret stejl og har nogle meget interessante render. Ideen er at Martin og Nikolaj kan tage billeder og filme fra toppen af Ballinbogitjåkka, lige overfor. Men Martin mener ikke lyset er godt, så vi enes om at vente med at køre renderne til på tilbagevejen. I stedet flyver vi længere mod syd i jagten på bedre lys.
Når man er på heliskiing betaler man for flyvetiden, så det er sikkert det dyreste lys, Martin nogle sinde har jagtet.
Lidt længere mod syd finder Mattias en top som ser lovende ud. Sammen med Reine og Hjalmer, bliver jeg sat af på toppen, mens Martin og Nikolaj bliver sat af længere nede. Desværre er sneen ikke så god som antaget. Under det øverste pudderlag er der hårde, store knolde. Hverken film eller foto bliver fantastisk, men længere nede på bjerget er underlaget bedre, så vi får nogle rigtigt fede sving til sidst.
Det er utroligt så afvekslende terrænnet er heroppe. Fra den samme top, kan man vælge flere veje ned alt efter kunnen. De største toppe har nogle fantastiske turer over gletsjere, gennem raviner, i det smukkeste landskab, med en jævn hældning så alle kan være med. Faktisk har Mattias haft flere kunder, der har taget børn med. Især sidst på sæsonen hvor sneen på sydsiderne er varmere og dermed lettere at køre på, kan alle være med. Når sneen er kold og der ligger et tykt lag dyb sne, er det klart at det stiller nogle krav til teknikken, men ikke flere end at almindelige danskere kan klare det.
Vi flyver længere syd på mod Halspasset, som helikopteren ikke kan gå ned i, men hvor vi kan hike op. Fra helikopteren ser det ikke ud af alverden. Og selv da vi bliver sat af på gletsjeren foran opstigningen, ser det ikke ud af noget. Men da Hjalmar og Reine begynder opstigningen, står det klart, at de vil tage flere timer om at nå toppen. Samtidig begynder jeg at bevæge mig over gletsjeren, mod en spændende kam på den anden side. Det er Martin der har spottet kammen og den har perfekt lys. Det der så ud som få hundrede meter, viser sig at være over en kilometer og da jeg nærmer mig spottet, kan jeg se at de skygger i sneen, som jeg anså for små fordybninger, nok snarere er ret heftige gletsjerspalter. Jeg kalder Mattias på walkien. Han og Micke er fløjet til en sikkerhedszone, lidt længere nede på gletsjeren. Han gør opmærksom på at der længst inde ved den enorme bjergvæg, hvor gletsjeren hæfter, kan være nogle dybe spalter og at jeg skal passe på. Samtidig gør han opmærksom på at den kam jeg vil kører, ender i nogle klipper og at jeg skal sørge for, at få drejet væk i tide. Da jeg kommer helt frem til opstigningen til kammen, kan jeg se at der er spalter der, hvor jeg skal lægge de sidste sving, så jeg opgiver mit projekt og bevæger mig tilbage mod de andre. Efter 20 minutters hike er Hjalle og Reine kommet op på højde med nogle interessante drops og de skråer over for at køre dem. De kører forsigtigt hvilket viser sig at være smart, da landingen er hård og knoldet.
Da vi kommer ned til helikopteren fortæller Mattias om området vi står i. Toppen af klippen, gletsjeren hæfter på, viser sig at være den 2097 meter høje nordspids af Kebnekaise og i dette miljø bliver gletsjerne meget tykke. Det betyder at de spalter jeg bevægede mig faretruende nær, kan være flere hundrede meter dybe. Og da vi kort efter flyver hen over området kan jeg se, at klipperne Mattias advarede om er 50-60 meter høje og at min linje, gik lige ned over nogle ubehagelige spalter.
På vejen tilbage lander vi som planlagt på Tjåmuhas, efter at fotograferne er blevet sat af på Ballinbogitjåkka (1661). Fra toppen i 1743 meter og ned til vores render, kører vi i den lækreste sne og i toppen af renderne ligger pudderet i et godt lag og gør turen til en drøm. Igen har afstanden snydt os… Dels er der for langt mellem toppene, til at foto og video bliver godt og dels er de 800 højdemeter, i stejle render lidt mere end, hvad benene bryder sig om sidst på dagen. Hvis nogle har sagt at alle svenske fjelde er familiehyggebakker, så kan de ikke tage mere fejl…
Første dag med helikopteren lakker mod enden og efter bad og mad går vi ud som lys.
Effektiv flyvning.
Vores måde at bruge helikopteren på, er ikke i nærheden af den effektivitet, der normalt hersker hos Arctic Elements. Da vi både skal filme og fotografere, går der masser af tid med at komme i ret position. Samtidig har jagten på godt lys taget tid og vores flyvninger med fotograf og kameramand, er også en tidsrøver. Vi brugte to en halv times flyvetid , hvilket normalt rækker til mindst 25 løft… vi fik maks. 10.
På en weekendtur eller en uges ferie hos Arctic Elements, får man lige præcis den mængde helikopterture, der gør at benene kan bære én på den sidste tur og at man falder i søvn, når hovedet rammer puden om aftenen. Man er indlogeret på hotel med pension, så det eneste man skal bruge kræfter på, er at lægge sine sving i den jomfruelige svenske sne.
Selvom vores planlægning ikke var optimal, havde vi nogle fabelagtige dage i den smukke polarnatur og de ture vi havde gjorde det turen værd. Især blev den sidste dag, en af de skidage vi aldrig glemmer..
Under solen.
Vores vejrwizard Mattias har spået vejret for den sidste dag. Vi har planlagt turen ned til mindste detalje, både med plan B og C… hvis nu! Mattias har fulgt med i et utal af forskellige vejrsider på nettet for at planlægningen skulle være så perfekt som muligt. Hans erfaring siger ham at der vil gå en ”skygrænse” gennem en af dalene mod syd. Syd for dalen vil der være skyer og nord for skulle solen helst holde sig fremme. Det drejer sig i princippet om få hundrede meter, der afgør om vi kan flyve i området. Samtidig har Mattias foreslået at vi flyver omkring Kåtotjokka som er 1991 meter højt og rigtigt stejlt.
Da vi nærmer os Kåtotjokka kan vi se at skyerne ligger som et tykt tæppe bag det. Men som Mattias har forudset, ligger ”skygrænsen” som en mur lige på den anden side. Vi bliver sat af på kammen der strækker sig mod vest fra den høje top. Der er en stor hængdrive på det meste af kammen, som giver mulighed for nogle spektakulære fotos. Fra kammen går det stejlt ned mod gletscheren dybt nede. Højdemæssigt er der ca. 1000 meter ned til den ventende helikopter. Det sidste stykke er over den store gletscher der flyder afsted, nederst i den kæmpemæssige bowl. Mattias fortæller at vi kunne have fået yderligere 500 højdemeter i mildt terræn, hvis vi havde fortsat ned i dalen.
Turen er super og i nattens løb er der faldet et godt lag ny sne, så smilende spreder sig hastigt og smittende.
Mens Nikolaj og jeg venter på at svenskerne kommer ned, begynder Mattias pludselig at løbe som en gal. En sky har fundet vej op i dalen og kommer langsomt og snigende, op og begynder at indhylle os og helikopteren. Når man flyver i helikopter i bjergegne er god sigt alfa og omega. Derfor er Micke og Mattias nødt til at gå på vingerne og efterlade os i ødemarken! Heldigvis er det kun en lille sky, så få minutter senere hører vi Mattias’ skånske stemme i walkien, fortælle at de har sat helikopteren ned, i en lille dal lidt længere nede.
De gode forhold inspirerer os til et større projekt. Nikolaj vil gerne filme fra helikopteren. For at det kan lade sig gøre, skal to af de bagerste sæder afmonteres, så han kan sidde fastspændt på gulvet med fødderne på mederne udenfor helikopteren. Først flyver helikopteren Martin, Hjalmar og mig op på toppen af det lidt mindre fjeld, Mårmatjokka (1726), lige ved siden af Kåtotjokka. Derefter går den ned for at hente Nikolaj og Reine, der flyver op for at filme, først Hjalmars løb og derefter mit. Derpå flyver de mod toppen af Kåtojokka for at sætte Reine af, hvorefter hans løb filmes. Nikolaj hænger på ydersiden af helikopteren i noget der må føles som en uendelighed. Piloten Micke lever sig helt ind i det, og lægger helikopteren op i 45 graders vinkel mod bjergsiden, for at give den bedste effekt. Det har samtidig den fordel, at Nikolaj får testet om selen kan holde og bogstaveligt talt hænger udenfor.
Alle giver alt, så det klapper perfekt, selvom en lille sky igen truer med at spolerer festen.
Den ultimative afslutning på 4 dage i Lapland, bliver da Martin lader kamera være kamera og sammen med Reine, Hjalmer og mig kører et fælles løb i den gode sne, mens Nikolaj dinglende under rotorne filmer os.
Retur til varmen
Vi forlader Björkliden midt om natten, lige efter solopgang. På vejen mod Kiruna ændre landskabet karakter og bliver fladere og fladere. Der er et par enkelte snebyger på vejen, men ikke noget at tale om. Klokken 6 sidder vi i flyveren. Nikolaj har valgt ikke at hænge udenpå, men sidder ved siden af mig. Jeg synes hans evige smil, er en lille smule bredere end da vi fløj den anden vej.
I løbet af nogle timer vil vi bevæge os 2000 km mod syd, til København og en anden årstid og til hverdagen med stress og jag. Det føles som om tiden har stået stille i fire dage og vi har været sat udenfor den normale verden, selvom vi kun har været få timers flyvning væk. Næste gang jeg har brug for et åndehul, er jeg ikke i tvivl om hvor jeg smutter hen…
Fakta.
Det tager 4-5 timer at komme fra København til Kiruna inkl. transfertid i Stockholm.
Sæsonen går fra uge 9 til uge 19.