Næste morgen var der faldet mere end en meter sne. Alt var begravet i den lette puddersne. Det må være japanerne der har opfundet fjernbetjent billås med lyd. Ellers ville de ikke have en… nå ja …kinamand chance for at finde deres biler dagen efter et snefald. Vi stod ved liften kl 9, blot for at konstatere at de havde udskudt åbningen. En meter nysne giver lavinefare på de stejleste pister og derfor skulle vi vente på at der blev sikret.

Alle de fede steder var faktisk lukket til over middag, så vi slappede lidt af og tog en brunch med kaffe og kage bagefter. Da den sorte piste ved lift 22 åbnede ved halv et-tiden, var vi nogle af de første deroppe. Skipatruljen var der også. De smilede alle sammen, også ham der rev i vores liftkort dagen før. De lavede fagter der indikerede at der var masser af faceshots og snowjobs.

Sneen lå så høj at vi skulle straight line den sorte piste, for at holde farten høj nok til at nå ned til liften. Igen måtte vi takke snowboarderne for at lægge de første spor, så vi kunne følge dem på de fladeste partier i skovene.

Om aftenen var vi til Australia Day på Winsor Hotel. Der var japansk trommeopvisning som underholdning. Det var ret vildt. Masterdrummeren gav den fuld gas og at han kunne klare tempoet i 3 kvarter var helt vildt. Vi spiste med det newzeelandske selskab. De fortalte at de på deres mange ture i Japan, aldrig havde oplevet så meget sne som i Seki Onsen!

Deres fotograf Camilla Stoddard har ellers været med på tilblivelsen af Snow Japan som er en bibel for pudderhungrende sjæle der skal til Japan.

Going Deep under (M. Zahle)

Da vi stod op kl. 7 var der noget så sjældent som solskin. På en noget spinkel stige på bygningen ved siden af stod en japaner og forsøgte at bane sig vej op på det snedækkede tag i 10meters højde. Det så vanvittigt ud.

Ved morgenmaden fortalte de at der ville komme et nyt snevejr ind og at der skulle falde mindst 1meter de næste 24 timer. Desuden så det ud til at forsætte så langt man kunne se ind i fremtiden.

Vi fik en fantastisk dag. Vi kørte det meste af dagen ved lift 17.  Liften går op langs en ”ridge” og på begge sider er der noget weltklasse skiløb. Underligt nok var der ikke mange der havde kørt her de første dage. Især skiers left var vildt. Vi kørte den stejle side ned i en slugt i sne der føg over hovedet på os.

Når man kører op med liften, kan man se et stort område oversået med pillows til venstre. Jeg havde udset en linje som så overkommelig ud. Da jeg kom derop var den større og stejlere end jeg havde forstillet mig. Jeg fik også noget mere fart på end forventet og den nederste pillow fløj jeg bare henover. Landingen kunne ikke være blødere og farten blev hurtigt taget af. Sådan et underlag skulle man have alle steder!

De sidste ture kørte vi ned af pisten, skiers left for liften. Og drejede ind i skoven et lille stykke nede. Her kunne vi køre ud på endnu en ridge hvor ingen havde kørt. Dette var måske turens bedste run. Vi nåede tilbage til liften for at køre nogle sving under den.

På den sidste tur holdt jeg lidt højde, op til et lavinehegn. Da jeg stod oven for det så jeg en gut i rød jakke nede på pisten. Han vinkede til mig. Jeg tænkte han måtte forveksle mig med en anden, men vinkede høfligt igen, inden jeg droppede lavinehegnet og kørte ned i den urørte sne under liften.

Vi havde hørt at skipatruljen i Myokoområdet ikke tog sig af hvor man kørte, men den vinkende japaner, viste sig at være en skipatrulje og han var ikke helt tilfreds med mit linjevalg. Han var ikke sur… bare skuffet. Udfaldet var at han rykkede hjørnet af vores liftkort og gjorde klart at det blev konfiskeret hvis vi overtrådte reglerne igen. Efter en lille sludder, hvor vi viste ham vores lavinebippere, blev han nu helt menneskelig og gav os lov til at køre hvor vi ville, bare ikke lige under liften! De er nu flinke, de japanere.

I løbet af dagen var det begyndt at sne og det var stærkt tiltagende.

Home sweet home… Selv om vi kun havde kørt en dag i Akakura, føltes det lidt som at komme hjem til noget kendt, efter eventyret i Seki Onsen.

Vi havde kørt stederne tidligere og vidste hvor der kunne være godt. Samtidig følte jeg mig efterhånden godt kørende.

Skoven højest oppe i Akakura Kanko-området er stedet kun de færreste tør drømme om. Der er god hældning og flere træklædte slugter man kan køre i. Vi brugte dagen ved lift 22 som er områdets øverste. Skiers left er der en god slugt man kan køre ned i. Man holder højde så langt man gider. Herefter er det bare at pege spidserne nedad. I bunden kan man følge slugten tilbage til pisten. Der er godt fald, masser af pillows og skiløb til flere dage.

Vi sluttede som sædvanlig dagen af med en onsen. Det er fedt at komme ind fra kulden og sidde i mineralholdigt, 47 grader varmt vand som er pumpet op fra jordens indre. Morten blev helt afhængig af det… han var både i morgenonsen og eftermiddagsonsen hver dag. 

Allerede første dag havde vi konstateret at der i Japan, procentvis er mange flere snowboardere end andre steder. Det fik vi forklaringen på i Seki Onsen…

Hjemmefra havde jeg som altid, taget de optimistiske briller på og satset på pudder hele ugen.

Derfor havde jeg kun medbragt et par Kuro-ski på 195 cm. Kuroen er 132mm under foden og spidserne er over 160!!!

Alligevel kneb det lidt med at få fart i de voldsomme mængder pudder i Seki Onsen! I løbet af nogle timer om natten var der kommet 80cm. Og det væltede stadig ned da vi ankom med bussen kl. 9 om morgenen. Faktisk blev det ved med at sne resten af dagen og nysne-dybden kom over en meter om eftermiddagen.

Det var nemmere på snowboard og taktikken blev hurtigt at man på de flade partier fulgte et snowboardspor, for at holde farten. Aldrig har man været så glad for babysæler med hashkælke!

Sneen var superlet og man fik face shots i hvert sving på hangene i Seki Onsen.

Watch Out… Lowhanging lifts. (M Agersnap)

Stedet er umiddelbart ikke så imponerende. Der er en ældgammel tostolslift og en endnu ældre etstols.

Om formiddagen var etstolsliften oven i købet lukket! Men når man har en snebase på over 5meter og smider en meter fresh ovenpå, er man sågar villig til at gå op. Hele dagen hørte vi japanske glædesskrig, når sneen piftede om ørene på boarderne. Vores egen glæde må også have kunnet høres hele vejen til immegrationsmyndighederne i Narita Airport!

Om eftermiddagen åbnede den øverste lift… Det viste sig at den først skulle graves fri, for at man kunne dingle med benene!

I løbet af 5 dage kom der 4meter sne i Seki Onsen. Da et engelsk/new zeelandsk filmhold vi mødte, et par dage senere besøgte Seki, var der kommet 1,5meter sne på 6 timer. Det betød at de måtte stå op på etstolsliften, for overhovedet at køre med.

Vi havde en snak med ejeren af liftene i Seki Onsen inden vi vendte tilbage til Akakura. På sit sparsomme engelske, kunne han gøre opmærksom på at snedybden omkring 1. april aldrig er under 6meter. Da vi forlod Japan, var den på 560cm i 900meters højde. Desværre har han ikke målinger for det årlige snefald. Men meget kunne tyde på at Seki Onsen får betydeligt mere sne end noget som helst andet sted i verden. Den lette sne bliver hurtigt komprimeret efter den er faldet. Ifølge lokale bliver 1meter til 20cm når der kommer øget vægt på og når solen kommer frem. Derfor kan man kun gisne om hvor meget der er faldet for at opnå den tykke base. 20meter om året er vel ikke urealistisk. 

Billederne til bloggens layout er også fra Seki Onsen.

Efter 6 timers forsinkelse, grundet noget rod med mine pasforhold, lykkedes det til sidst, med ambassadens hjælp, at overbevise de japanske immegrationsmyndigheder om at jeg skulle have lov til at udnytte deres puddersne på det groveste.

Min ven Morten Zahle var meget tålmodig og ventede med bagagen, uden vådt og tørt.

Efter en lidt strammere togplan end oprindeligt, kom vi til Myoko Kogen kl. 21.30 lokal tid og dermed 31,5 timer efter jeg sidst havde ligget ned og sovet.

Morten Zahle havde været noget skepsis med hensyn til japanernes evner til at måle snedybde. Han synes sikkert deres tal lød for gode til at være sande.

Men at dømme på snemasserne der kunne ses i billygternes klare lys, kunne der godt se ud til, som oplyst, at være omkring 2,5meter i byen, Akakura hvor vores hotel lå.

Vores chauffør, Seiji forklarede at der havde været en varm periode med sol, de seneste 3 dage og at det havde fået snelaget til at synke sammen med en halv til en hel meter. Samtidig kunne han gøre opmærksom på, at der var lovet anseelige mængder under vores ophold.

Trods vores søvnmangel var vi oppe kl. 7. Der var kommet 20cm sne i løbet af natten og de japanske kirsebær og andre træer stod i fuldt isblomsterflor.

Efter en skål misosuppe og noget tang til morgenmad bevægede vi os op i områderne over byen.

Vi fandt masser af spændende steder mellem træerne. Mange steder var der hårdt under de 20cm nysne, men på de nordvendte skråninger hvor solen ikke havde fået fat, var der stadig spots med bundløst pudder. Efter den sidste tur, hvor vi havde hiket 20 minutter op, fra lift 22 og kørte et langt face i bundløst pudder, for at traversere op til en gammel, lukket lift og tage de gamle upræpererede pister, uden skiløbere, i høj hastighed tilbage til området, var det svært at tørre smilene af vores trætte ansigter.

Efter en tur i onsen (varm kilde som japanere bader i) og en gang mad i byen, var vi møre.

Med hovederne på puderne og smil på læberne faldt vi ind i drømmeverdenen, men kunne slet ikke forestille os hvilke fantastiske oplevelser vi gik i møde, i de kommende dage…

Snemeldingerne så lovende ud… 1,5 meter nysne i Vorarlberg. Et par opkald til Brian, der straks var klar, og Asbjørns klasselærer og vi var klar til 4 dage i Warth.

Stedet har længe været et sted jeg gerne ville besøge. Dels fordi der ofte er meget sne og dels fordi det kun ligger 1200 km fra Silkeborg.

Vi valgte at tage en overnatning i Kempten, 40 km fra den østrigske grænse. Tidligt næste morgen var vi klar til at køre til Warth, men pga. snemeldingerne valgte jeg at tjekke deres hjemmeside inden vi kørte. Fin ide… både vejen til Warth og liftene deroppe var lukkede.

Derfor besluttede vi at prøve det lille familiested, Berwang, tæt ved grænsen og havde en fantastisk dag med masser af puddersne og pillowlines.

Om eftermiddagen åbnede vejen til Warth og vi kørte de 40km gennem Lechtal på ca. 1,5 timer. Kort efter vores ankomst lukkede vejen igen og vi var sneet inde.

Næste dag var det kun en børnebakke der var åben, men sneen var god.

Mandag åbnede endnu en lift og vi kørte bundløst pudder på skråningerne over Warth.

Om eftermiddagen nåede snelaget i byen (1500meter over havet) op på mere end 3meter!!!

Sidste dag åbnede flere af liftene og vi havde en fantastisk dag mellem træerne ned mod byen. God sne, god hældning og velfungerende udstyr… As good as it get’s.