På mandag sker det. Sammen med Rolf Duedahl tager jeg til Hemsedal, for at hænge ud med den samlede danske telemarkelite og bredde. Det kunne være fedt, at stable et nyt telemark DM på benene og måske puste lidt liv i deres instruktørkursus!? Selv om jeg nok vælger at holde hælen fast plantet i markerbindingen, bliver det sikkert fedt og inspirerende. Allerede for 14 dage siden, tog jeg dog hul på sæsonen, mentalt. Der fik jeg en stor kasse fra verdens bedste tøjpusher, Kurt Andreassen, fra Peak Performance. Igen i år synes jeg Heli Gravity-sættet er federe end ever. mellemlag, baselayer, t-shirts og huer, var der også med i kassen. Lille-juleaften har fået ny betydning – på den fede måde. Det blev også til et besøg hos Skizma, så inden længe kommer der også nye Dalbellos på fødderne og nogle lækre Völkl-plader at shredde på – som man siger. Forventningens glæde fik også sat gang i mit hjemmesideprojekt. Jeg har længe leget med tanken om at forevige mine mange artikler på en side, så de ikke kun bliver mølædt eller brugt til optænding rundt om i landet. Der er efterhånden meget indhold at lægge op, så det bliver en fed side. Følg med og se eller gense, de mange historier og fede billeder, her:
Som lidt inspiration, kommer der lige lidt af de seje billeder fra nogle af artiklerne her:
Fonna. Foto: Troels Iversen
Presena. Foto: Nikolaj Jungersen
Martin Schøber i Kagura. Foto: Klaus Elmer
Planerne for den nye sæson, er også ved at tage form. Det kan (igen) blive en rigtig fed en af slagsen, hvor der forhåbentlig kommer masser af pudder under skispidserne.
Der bliver i hvert fald masser af spændende ting at blogge om, så følg med her på bloggen.
Verdens bedste far/søn-tur er slut for denne gang.
Siden sidste opdatering, fik vi endnu en storm ind… den største i denne omgang. Den gav rigeligt til to fantastiske pudderdage. Den første blev tilbragt i Sekionsen, som er mit favoritsted! 2 gamle lifte, en base på 560cm, 60 cm nysne og ingen regler… Keep it simple!
Vi var derovre med LA Crew og havde en fantastisk dag.
Sidste skidag blev brugt i Akakura i bundløst pudder. Der var næsten for meget. Nede i bunden af bowls’ne skulle vi kæmpe noget for at komme frem og på den sidste tur, måtte vi hjælpe en snowboarder, som var kørt fast! Han var ved at ringe efter hjælp da vi fandt ham. Vi gravede ham fri og lagde et spor ud, han kunne følge. Dagens mænd i skysovs og en god måde at slutte skieventyret på.
Mandag morgen tog vi toget til Tokyo. Vi opmagasinerede vores baggage på stationen og gik på sightseeing i Verdens største by. Vi så kejserpaladset og gik en tur gennem Ginza, som er den mondæne del af byen. På trods af de mange mærkevareforretninger spiste vi os mætte i sushi, til frokost for 100kr pr. mand!
Om aftenen tog vi ud til Sky Court Hotel ved Narita lufthavn, hvor vi fik et dobbeltværelse med morgenmad for 326kr (inklusiv shuttle til og fra lufthavnen!). Det betød at vi kunne tage den med ro om morgenen, checke tidligt ind, slutte af med en sushi og lidt gavekøb i lufthavnen, inden afrejse.
Efter 19 timers rejse, var vi endelig tilbage i Silkeborg hos pigerne og hunden. De virkede glade for at se os (i hvert fald hunden) og vi må nok erkende at det heller ikke var dårligt at komme hjem til dem, selvom det havde været et fantastisk eventyr, som vi gerne kaster os ud i igen.
Så er The LA Crew, aka. Lars Anton og hans kammersjukker fra dagene i Ikast og omegn, kommet.
Det har været fedt at have nogle at køre med, især for Asbjørn, som flytter sig markant mere, når han ikke ”kun” skal imponere sin gamle far.
Det har sneet voldsomt på os de sidste dage. I går var det lette stads så fluffy, at man på de mest populære sider, kunne mærke bunden igennem, men med snefaldet over natten, har det været bundløst i dag! På bagsiden var det helt vanvittigt, så god sneen var.
Her til eftermiddag var landingerne på nogle af de gode drops også blevet fyldt godt op. Så sammen med Nikolaj, som arbejder i en skishop, her i Akakura kørte vi rundt og droppede og udså os drops, til de kommende dage.
En ting er at blive dumpet… en hel anden ting er at blive dumpet på.
Det dumpede massivt da vi satte os ved morgenbordet kl. 7.30 fredag og det blev ved det meste af dagen. Asbjørn er blevet afhængig af pudder. Han var helt vil og gav den god gas. Han kommer virkelig efter det. Det er også fedt, pludselig at opleve, at man kan vende spidserne lige nedad, selvom det er stejlt. Det tykke snelag bremser i sig selv og for hvert sving, får man et skud sne i hovedet. Så dagen blev brugt på, at køre pudder og droppe pillows. Alt i alt fedt på sådan en fredag.
Lørdag var det solskin og vi fandt stadig masser god sne. Eneste minus var menneskemængden! Vi var ellers ved liften et kvarter før den åbnede, men havnede alligevel i en massiv kø.
Det viste sig at være en fordel, at tunnelen på bagsiden er lukket. Det betyder nemlig at Tokyos weekend warriors holder sig på forsiden.
I dag, søndag blev brugt på sight seeing. Vi tog morgentoget 9.12 til Nagano og videre herfra, med bus, mod Shiga Kogen. Målet var Abeparken, hvor de verdensberømte sneaber holder til, for at holde varmen i de varme kilder som springer ud her. Stor oplevelse for os begge. Bagefter tog vi retur til Nagano og så Zenkoji templet, som er Japans største! Vi sluttede af med sashimi, sushi og den møreste bøf, jeg nogensinde har fået, på en restaurant jeg også besøgte sidste år.
Her til aften er det begyndt at dumpe igen… i morgen bliver også en god dag.
120cm snowfall in the last 7 days 70cm snowfall in February 2015 1156cm snowfall since the beginning of the season
Og i aften kommer den næste storm ind. Det har ellers været et par gode dage, med sol, tracked powder og flere steder med små linjer som ingen har kørt.
Asbjørn er kommet godt i gang og er ved at finde teknikken og udstyret. Han har været lidt usikker på det stejle med spor. Men når der er pudder og/eller hældningen ikke er for vild, blæser han på… Det er næsten bedre at se hans glæde, end selv at køre!
Turen herover var lang (28 timer) så vi var pænt baldrede da vi endelig sjoskede op ad trappen til Hotel Windsor. Lidt panik blev der også på vejen… Det viste sig at banken er så venlig at lukke ens kort for brug i udlandet og at man derfor skal på netbank, for at aktivere dem. Det var ikke så indlysende for mig, eftersom det var de selvsamme kort jeg brugte her sidste år. Men det fandt jeg så ud af på den hårde måde, i Narita lufthavn, kl 3 dansk tid og efter 22 timers rejse. Der var lige pludselig ikke energi, til at svare på, ellers udmærkede spørgsmål, som: ”Far. Hvorfor, har de mundbind på alle sammen?” Heldigvis har de opfundet gratis internet i Narita, så problemet blev løst og vi blev kun en time forsinket.
Vel fremme blev man endnu engang forundret over snemasserne. Det er vildt at det kan lade sig gøre, at have en normal hverdag, når man i gennemsnit skal rydde tyve centimer sne om dagen!
De massive snemængder har også sat sit præg på terrænet. De lavinehegn, vi hoppede på sidste år er væk og den øverste lift i Sekionsen kører ikke fordi den tilsyneladende er blevet ramt af en lavine. Omvendt har det også givet mulighed for at køre nogle steder, hvor der normalt står buske og træer, men som nu er begravedeJ Uheldigvis, har sneen også fået bugt med tunnelen på bagsiden af bjerget. Det betyder, at man skal hike op på kammen, når man har kørt nogle af de fede linjer deromme. Det er ikke fordi det er specielt krævende, men når man er femten år og har været vandt til, at ens far slæber alt udstyret, så virker det ret uoverkommeligt. Et par ture, er den unge mand dog blevet lokket med på.
Vi har i øvrigt spottet en rigtig fed side. Nordvendt, 6-700 højdemeter, med meget spredt birketræsbevoksning og 30-35 graders hældning. Den er muligvis lidt stejlere i toppen. I hvert fald er der et par rækker lavinehegn. Den kommer der sikkert flere detaljer om en af dageneJ
Udstyret spiller. Prizm-linsen fra Oakley er sindssyg! Lige bortset fra røntgen, kan man se alt. Völkl Three er også for vild. Jeg var lidt spændt på om 135mm talje og en svingradius på mere end 50 meter, var lidt for voldsomt. Men den store rocker gør den let kørt og er der bare lidt pudder under, kører den som en drøm. Havde dog lige et uheld med den på pisten ned i dag. Med den bredde har den en tendens til at fange med inderskien, hvilket resulterede i et styrt med fuld pede. Asbjørn påstår min ene ski røg ti meter op i luften og at jeg skulle være glad for at jeg kurede 50. Ellers var jeg blevet offer for en Völkl Three fra himlen.
Pudderlommer hist og her på nordsiderne.
Vi skindede om eftermiddagen. Resultatet ses herunder:
Så bliver bloggen genoplivet igen. Endnu en gang er anledningen en tur til Japan. Denne gang med min yndlings-freeride-makker (beklager alle i andre gode mennesker), Asbjørn Agersnap. Asbjørn er 15 år og det er hans første tur til Japan. Han glæder sig helt vildt, men sikkert ikke så meget som mig! Jeg ved jo hvad der er i vente Forventningerne ser da også ud til at blive indfriet. Japan og især Myoko-området har fået en fantastisk sæsonstart og der snakkes om rekordsnefald. Med næsten 11 meter i Akakura (nede i byen!) siden 6. december kan der være noget om snakken. Vejrudsigten ser også lovende ud. Vi har base i Akakura de første 10 dage og ved ikke helt, hvad vi slutter af med endnu. Asbjørn skriver også blog fra turen og det kan sikkert være sjovt at se hvordan han oplever ”solens rige”. Den hedder naturligvis lillesnapsen og kan findes her: lillesnapsen.blogspot.com
Den sidste uge har vi brugt lidt tid på at samle udstyr sammen. Selvom jeg er meget mod product placement, vil jeg lave en gennemgang af det fede gear:
På skifronten er jeg gået all in. Jeg har fået monteret en Völkl Three 186 med en Marker Duke EPF 16. Skien har en taljering på 150-135-140 og er en rigtig Japow-ski. Duke-bindingerne har en skala til 16, så de bliver siddende selv under pres. Derudover har de gåfunktion, så vi kan komme op til pudderet på toppen. De bredeste G3 skind var næsten brede nok. Jeg har også fået nye goggles, eller goggler som man siger. Oakley Crowbar med den nye Prizm Rose-linse. Den kan alt, bortset fra at punktsvejse under vand. Glæder mig meget til at prøve den. Derudover har jeg Peak Performance Heli Gravity på kroppen, Dalbello Kr2 PRO ID på fusserne, Sweet Trooper på hovedet og Hestraluffer på hænderne som det perfekte setup. Jeg har en Völkl One 186 med som reserveski. Det er i øvrigt også sådan en Asbjørn kører på, i 166. Med 115 mm. under fødderne, må det være rigeligt til hans beskedne vægt.
Så er jeg hjemme igen, efter en fantastisk tur. De sidste dage var mest hygge, men også nogle gode dage på ski i Akakura. Det var kun små snefald, med 20-30 cm. som vi havde glæde af, den sidste periode. Men især på bagsiden, ned mod Tsubame Onsen, fandt vi noget rigtigt dybt stads, vi kunne fedte os ind i.
Der blev også plads til en fridag, hvor vi tog på udflugt. Først var vi ude og se sneaber og derefter i Nagano, hvor vi så Zenhoji templet og bagefter spiste sushimi. Super dag.
En af de ting jeg synes er fedt ved Japan er befolkningen. De er så venlige at man til tider tror de ”faker”… Men det ligger virkeligt dybt i dem. Det gav flere nye bekendtskaber og jeg glæder mig til at møde alle igen.
Jeg har faktisk også mødt flere skandinaver (især danskere og svenskere). Der var overraskende mange danskere og de var alle sammen, mere eller mindre kommet pga. mit tidligere researcharbejde og artikelskrivning!? Det er fedt at det virker.
På vej hjem tilbragte jeg nogle timer i Tokyo. Det er vildt så stor den er. Det virker uoverskueligt at finde rundt. Men hvis man farer vild er der heldigvis 37 millioner indbyggere man kan spørge om vej.
Lige til sidst: Jeg kan fornemme at der er tilslutning til en tur næste år. Min tanke er at man tager derud og bor hvor man har lyst til, men at man kan aftale at følges på ski med nogle på samme niveau som en selv. Jeg stiller mig meget gerne til rådighed med råd og guidning til de gode steder.
En anden ting… jeg tager meget afstand fra product placement!
Stormen ramte søndag aften og mandagen blev tilbragt i Seki Onsen. 60 cm. nysne og sol fra en skyfri himmel. Læg dertil et skisportssted uden offpiste-restriktioner og et yderst behageligt selskab i form af Powder8-crewet og et par løsgængere. Endnu en fremragende dag i Japan.
Tirsdag blev også en stor dag. Vi tog bussen til Suginohara, hvor Jakob og Thomas holder til. I deres selskab og med deres kyndige vejvisning, ”skinnede” vi op til Mt.Myokos kraterkant i 2350 meter. Herfra kørte vi den stejle kraterkant, ned i vulkanen, holdt højde op ad vulkanens centercone, som er den egentlige top, og kørte tilbage til Akakura Kanko, hvor vi fik noget tiltrængt at drikke og lidt mad. Jeg stod på skibussen kl. 8.37 og den var 14.30 da vi var tilbage. Det var en kæmpe oplevelse og oppe i krateret var der steder hvor der kom svovllugtende damp op ad jorden… sejt.
Det er også fedt at være her som medlem af Powder8. Det er fantastiske folk som er med og det er helt unikt, at være så mange ligesindede så langt fra Danmark. Der bliver kørt stærkt og mange får flyttet grænserne, uden at det bliver for meget (for det meste).
Den første dårlige dag i dag. Efter 10 dage med puddersne, blev det varmt og mit helbred var heller ikke i top. Snottet, hosten og lidt hovedpine… sikkert pudderabstinenser.
Drengene tog hjem i går og vi var enige om at det havde været godt arbejde fra alle sider. Faktisk har Schøber og jeg arbejdet så hårdt, at vi er begyndt at gå med arbejdshjelm, for at det japanske arbejdstilsyn ikke skal komme efter Klaus. Det er jo ham der er chefen.
Siden sidste opdatering har vi haft en vild afslutningsdag i Tenjin. Martin satte et monster-flip på et stort drop og vi kørte nogle fede linjer. Derefter tog vi til Myoko Kogen, nærmere bestemt Akakura Kanko. Første dag var der dårlig sigt, så Klaus lod kameraet stå og vi rekognoscerede området og fandt nogle nye steder, jeg ikke havde fundet sidst jeg var her.
Dagen efter tog vi til Seki Onsen. Igen i mindst en meter nysne. Det vil være forkert at bruge betegnelsen faceshots… Det var mere, ”langt over hovedet shots”. Masser god film.
Drengenes sidste dag var i Kanko. Vi brugte megen tid på at lave overgangsfilm, hvilket vil sige at Klaus kommanderer og vi går frem og tilbage og parerer ordre. Klaus klatrede også op i alting, for at få nogle skæve vinkler.
Nu venter jeg på at den næste storm rammer hårdt og brutalt, så mine abstinenser kan dulmes.
Ikke så mange skibilleder denne gang… De skal nok komme til næste opdatering.
Sammen med Martin Schøber (Danmarksmesteren) og Klaus Elmer er jeg draget til Japan, for at udleve endnu et skieventyr. Formålet er udover at forkæle os selv med bundløst pudder, at dokumentere turen gennem billeder, artikel og video. Samtidig henter jeg også inspiration til en tur til næste år, hvor jeg håber at mange af mine venner, kolleger, familie og arbejdsforbindelser kunne tænke sig at hænge med!? Hvis i har lyst så skriv endelig.
Efter den lange, men vellykkede rejse, blev vi sendt op i en hytte på bjerget i Kaguras liftsystem.
Kagura er sammen med Neaba et meget stort liftsystem ved byen Yuzawa. Skiløbet var som det man forventer i Japan – ikke vildt stejlt, men med masser af puddersne. Vi hikede op til nogle gode rykninger (Elmers ord for ridges). Især første dag var det nødvendigt, da meget var opkørt. Men som Schøber sagde: Opkørt i Japan er som en god pudderdag i alperne!
På andendagen begyndte det at sne. Først stille og roligt og op ad dagen ret heftigt. Sidste dag i Kagura var der faldet 50 centimeter plus det der kom i løbet af dagen. På læsiderne havde vi bundløst ”Japow”, som vi lagde det ene sving efter det andet i. Det var svært at stoppe og tage ned til Yuzawa, for at tage videre til Tanigawadake Tenjindaira.
Vi ankom sidst på eftermiddagen, til verdens mest øde station, Doai. Efter en gåtur på 10 minutter kom vi til vores nye hjem, Tenjin Lodge. En god nats søvn senere, fulgte vores vært Kieren os op til liften og udpegede noget af det gode. Det er vildt anderledes end det man forventer, stejlt og højalpint. Kun sneen er som forventet. Faceshots i Tenjin kan hurtigt blive et seriøst misbrug.
Som Kieren udtrykte det: ”It’s a bad ass powder mountain from hell!”.
