Næste morgen var der faldet mere end en meter sne. Alt var begravet i den lette puddersne. Det må være japanerne der har opfundet fjernbetjent billås med lyd. Ellers ville de ikke have en… nå ja …kinamand chance for at finde deres biler dagen efter et snefald. Vi stod ved liften kl 9, blot for at konstatere at de havde udskudt åbningen. En meter nysne giver lavinefare på de stejleste pister og derfor skulle vi vente på at der blev sikret.

Alle de fede steder var faktisk lukket til over middag, så vi slappede lidt af og tog en brunch med kaffe og kage bagefter. Da den sorte piste ved lift 22 åbnede ved halv et-tiden, var vi nogle af de første deroppe. Skipatruljen var der også. De smilede alle sammen, også ham der rev i vores liftkort dagen før. De lavede fagter der indikerede at der var masser af faceshots og snowjobs.

Sneen lå så høj at vi skulle straight line den sorte piste, for at holde farten høj nok til at nå ned til liften. Igen måtte vi takke snowboarderne for at lægge de første spor, så vi kunne følge dem på de fladeste partier i skovene.

Om aftenen var vi til Australia Day på Winsor Hotel. Der var japansk trommeopvisning som underholdning. Det var ret vildt. Masterdrummeren gav den fuld gas og at han kunne klare tempoet i 3 kvarter var helt vildt. Vi spiste med det newzeelandske selskab. De fortalte at de på deres mange ture i Japan, aldrig havde oplevet så meget sne som i Seki Onsen!

Deres fotograf Camilla Stoddard har ellers været med på tilblivelsen af Snow Japan som er en bibel for pudderhungrende sjæle der skal til Japan.

Going Deep under (M. Zahle)