Specialized Turbo Levo Expert

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg det sidste halve år, har kørt på en potent E-bike, som supplement til en normal cykel. Det var Kim fra Specialized som spurgte om ikke det kunne være interessant at prøve og forsikrede at det ikke havde noget med min alder at gøre!?

Jeg var nok lidt skeptisk i starten, men hold nu k… det er sjovt. Den er lidt tungere end en normal cykel (20,5 kg). Men vægten ligger lavt i cyklen og skaber stabilitet. Med 150mm dæmpning er den lynhurtig på nedkørsler, når der ikke er for skarpe sving.

Turbo Levoen er sat op til nedkørsler. Den har en carbonramme og 29 tommer hjul. Som nævnt har den 150 mm vandring, Command dropper-post, 2,6 tommer Specialized Butcher-dæk på de brede fælge og 780 mm styr på en kort frempind. Bremseskiverne er 200 mm. Det er det samme som vilde endurocykler og på nogle nedkørsler kan jeg se, at jeg har kørt hurtigste tider på Levoen.

For at få optimal kontrol over cyklen har jeg sat Crankbrothers Enduro LS-pedaler på. LS står for Long Sleeve og betyder at stilken er længere. Det betyder igen, at man står med fødderne lidt længere ude, som giver god balance og optimale manøvreegenskaber. Det kan faktisk være en fordel for mange, med LS-pedaler!

 

En målsætning for sæsonen er, at jeg skal køre ”Ålen” på Danmarks Tag på E-biken! Det er helt sikkert svært, men ikke umuligt.

Opad får man hjælp af en 250w motor, som kan stilles i tre ”modes”, Eco, Trail og Turbo. I alle modes kan den køre maks 25, men i Turbo, sparker motoren til fra bunden og giver voldsom acceleration og flyver opad de sværeste opkørsler. Det store boost, giver også mulighed for at køre op ad meget ujævne passager over sten og rødder. Turbo Levo’en har et 700 watt batteri og kører man i Eco, kan man køre i op mod 8 timer.

Man lærer indstillingerne at kende og veksler mellem de tre modes, ligesom mellem gearene.

Det er sjovest at køre med andre på E-bike eller alene, medmindre man lapper på nedkørsler. Den er simpelthen for effektiv til, at man kan få sved på panden, hvis man kører med alm mtb-ere, selv dygtige.

Det er helt sikkert anderledes, hvis mere almindelige mtb-ere kører e-bike med hurtige ryttere. Men, med risiko for at lyde som et fjols, er jeg nok for dygtig teknisk, til at man kan følge med på alm cykel når jeg kører i mit eget tempo.

Jeg ved godt at der er mange som mener det er snyd! Men E-MTB er noget helt andet end xc, enduro, trail og DH… Det er E-bike… og hvem er det man snyder? Er det også snyd, når man tager liften op i bikeparken?

En E-bike giver mulighed for flere ture på yndlingsnedkørslen, at man kan komme længere omkring, køre flow på opkørsler og at folk, som ellers ikke er så adrætte, kan komme ud og få nogle fede oplevelser i skoven. Det er virkeligt fedt og et godt supplement i sporten.

Jeg har lagt et par videoer og billeder op.

Hvis du kunne tænke dig at komme ud og prøve en fed E-MTB, så kontakt mig gerne, så jeg kan hjælpe.

Du kan læse alle specs om min E-bike her: Specialized Turbo Levo Expert

Se videoer om Levoen på mtbtv: E-MTB på MTBTV

Rock Shox 150mm giver selvtillid på ujævne nedkørsler

 

IMG_20181109_200239_860

Levo i mit hood: Silkeborg Vesterskov

 

Jump Jump. Selv om den er tung kan den godt tage luft.

 

IMG_20181013_213318_789

Levo på egen hjemmebane i Alperne.

Share This: